Massakre i butikscenter: 20 dræbt

20 personer er dræbt i et skyderi lørdag i El Paso. Det oplyser Texas' guvernør, Greg Abbott, på pressemøde

Optagelser inde fra butikscentret vidner om den rædsel, der bredte sig, da gerningsmanden fortsat var på fri fod. Video: AP/Privatoptagelser

20 personer er dræbt i et skyderi lørdag i en Walmart-forretning ved et butikscenter i byen El Paso i den amerikanske stat Texas.

Det oplyser Texas' guvernør, Greg Abbott, natten til søndag dansk tid på et tv-transmitteret pressemøde.

Desuden blev mindst 24 personer såret.

Tidligere var der ubekræftede meldinger om mellem 15 og 20 dræbte.

- En almindelig lørdag, hvor folk slapper af med indkøb, er blevet forvandlet til en af de blodigste dage i Texas' historie, siger guvernøren.

En mand er blevet anholdt efter et skyderi, hvor mange mennesker er blevet dræbt. Foto: Ritzau Scanpix 112 - 3. aug. 2019 - kl. 22:45 Flere er dræbt under skyderi i butikscenter i Texas

Det er ifølge nyhedsbureauet Reuters det ottende værste masseskyderi i USA's nyere historie, efter en tilsvarende hændelse i San Diego i 1984, hvor 21 blev dræbt.

Politiet har identificeret og anholdt den formodede gerningsmand. Der er tale om en 21-årig mand fra byen Allen nær Dallas, der ligger knap 1100 kilometer øst for El Paso.

Anholdelsen af den mistænkte forløb uden problemer, og politiet løsnede ikke skud, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Motivet til skyderiet kendes ikke, men ifølge CNN's oplysninger er politiet i Texas i gang med at undersøge et opslag, der blev offentliggjort på internettet forud for skyderiet, og som kan pege i retningen af et motiv.

Den 21-årige mand under mistanke menes at have lavet opslaget.

 

Politichefen i El Paso, Greg Allen, oplyser på pressemødet, at der muligvis er tale om en hadforbrydelse.

- Lige nu har vi et manifest fra denne person, der til en vis grad viser, at det muligvis er en hadforbrydelse, siger han.

Et flertal af indbyggerne i El Paso, der ligger på grænsen til Mexico, er latinamerikanere.

Blandt de dræbte er tre mexicanere, oplyser Mexicos præsident, Andres Manuel Lopez Obrador, ifølge Reuters.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, er oprørt over lørdagens massakre.

- Frygtelige skyderier i El Paso, Texas. Forlydender er meget slemme, mange er dræbt. Arbejder med statslige og lokale myndigheder samt politi, skriver præsidenten på Twitter.

Masseskyderier er et hyppigt fænomen i USA, hvor næsten alle borgere har let adgang til våben.

Myndighederne definerer et massemord som mindst tre dræbte, og det er i store træk hverdag i USA.

Næsten 40.000 personer blev i 2017 dræbt af skud i USA. Det var det højeste niveau i 50 år, oplyser Centers for Disease Control and Prevention, der er den officielle myndighed, som fører statistik.

Heri indgår også antallet af selvmord og vådeskud.

FAKTA: De ti værste masseskyderier i USA i nyere tid

Lørdagens masseskyderi i El Paso i Texas, hvor 20 døde, er det ottende værste masseskyderi i USA i nyere tid.

Her er en liste over de ti hidtil værste skyderier i USA siden 1949:

58 døde, 1. oktober 2017
En 64-årig mand skød mod adskillige tusinde koncertgængere fra sit hotelværelse i Las Vegas. 58 personer blev dræbt, og 546 blev såret, i angrebet. Gerningsmanden begik selvmord efter angrebet, der er det blodigste i nyere amerikansk tid.
 

49 døde, 12. juni 2016
49 blev dræbt, da 29-årige Omar Saddiqui Mateen begyndte at skyde omkring sig i Orlando-natklubben Pulse, der fortrinsvis blev besøgt af homoseksuelle. Gerningsmanden blev dræbt, da politiet rykkede ind for at befri de gidsler, han havde taget.
 

32 døde, 16. april 2007
Den 23-årige Seung-Hui Cho skød og dræbte 32 personer på Virginia Tech-universitetet i Blacksburg. Han begik senere selvmord.
 

27 døde, 14. december 2012
20-årige Adam Lanza skød først sin mor, før han dræbte 20 elever og lærere på Sandy Hook Elementary School i Newtown i delstaten Connecticut. Lanza skød sig selv.
 

 25 døde, 5. november 2017
En ung mand åbnede lokal tid ild mod kirkegængere under en gudstjeneste i Sutherland Springs i Texas. 25 personer og et ufødt barn blev dræbt, mens yderligere 20 blev såret.
 

23 døde, 16. oktober 1991
23 mennesker omkom, da 35-årige George Hennard først kørte sin pickup ind i et cafeteria i Texas-byen Killeen og siden begyndte at skyde på gæsterne.
 

21 døde, 18. juli 1984
Bevæbnet med tre forskellige skydevåben gik 41-årige James Huberty amok på en McDonalds-restaurant i San Ysidro i San Diego, Californien. 21 voksne og børn blev dræbt, inden en finskytte fra politiet dræbte gerningsmanden.
 

20 døde, 3. august 2019
20 personer blev dræbt i et skyderi ved en Walmart-forretning og et butikscenter i byen El Paso i den amerikanske stat Texas. Politiet anholdt en 21-årig hvid mand fra Dallas-området.
 

18 døde, 1. august 1966
I byen Austin i Texas dræbte den tidligere marinesoldat Charles Joseph Whitman 16 personer og sårede 30 ved et universitet i Texas. Han skød dem fra et tårn. Whitman havde dræbt sin kone og mor forinden og blev selv skudt af politiet.
 

17 døde, 14. februar 2018
En tidligere studerende på Marjory Stone Douglas High School i byen Parkland i delstaten Florida dræbte 17 voksne og børn. 19-årige Nikolas Cruz er blevet sigtet for drabene. Yderligere 17 blev såret.
 

Kilder: CNN og AFP.

1 af 5 Foto: Ritzau Scanpix
2 af 5 Foto: Ritzau Scanpix
3 af 5 Foto: Ritzau Scanpix
4 af 5 Foto: Ritzau Scanpix
5 af 5 Foto: Ritzau Scanpix

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere