Masser af politi i København: Derfor er helikopter og fly i luften

Københavnerne undrer sig. Men forklaringen er enkel

Også ved Krudttønden var politiet talrigt til stede i forbindelse med præsidentens besøg. Video: Ole Steen.

Mange københavnere har tirsdagen igennem kontaktet Ekstra Bladet for at få forklaringen på, at politiet er massivt til stede flere steder.

Redaktionen er blevet tippet om havnebåde, der er standset og tjekket af politi og dykkere. Rekognosceringsfly er set over København. Og så er der også set en helikopter, som i timevis har fløjet rundt over Amager og på Nørrebro.

Derudover er kampklædte betjente blevet set ved Kastellet og i Bibliotekshaven ved Den Sorte Diamant.

Aktiviteterne skyldes forberedelser og egentlig bevogtning under det franske statsbesøg.

Det fortæller Lars Krabbe, som er pressekontaktperson hos Københavns Politi.

- Det er klart, at med statsbesøg fra Frankrig, så er der masser af aktivitet, siger Lars Krabbe til Ekstra Bladet.

Bibliotekshaven ved Den Sorte Diamant var en kort overgang belejret med politifolk under Emmanuel Macrons deltagelse i debatmøde på stedet. Foto: Ritzau Scanpix
Bibliotekshaven ved Den Sorte Diamant var en kort overgang belejret med politifolk under Emmanuel Macrons deltagelse i debatmøde på stedet. Foto: Ritzau Scanpix
 

Lars Krabbe ønsker ikke at kommentere konkret på, hvad politiet laver og i hvilket omfang de tip, som Ekstra Bladet har fået, kan sættes i direkte forbindelse til statsbesøget.

En tipper har imidlertid konstateret, at en af havnebådene kort før klokken 16 var blevet standset ud for Den Sorte Diamant.

- Havnebåden ligger stille. Politiet og dykkere er i færd med at undersøge den, skrev tipperen til Ekstra Bladet.

Også ved Krudttønden var politiet massivt til stede. Foto: Ritzau Scanpix
Også ved Krudttønden var politiet massivt til stede. Foto: Ritzau Scanpix
 

Vagtchef Henrik Moll fra Københavns Politi kunne efterfølgende ikke fortælle noget om, hvad det handlede om.

Det er imidlertid nærliggende at forestille sig, at der var tale om et sikkerhedstjek forud for det debatmøde, som den franske præsident Emmanuel Macron deltog i på netop Den Sorte Diamant.

Kort før klokken 17 skrev en anden tipper, at der hele dagen igennem havde hængt en helikopter over Amager Fælled. Og klokken 18.27 blev redaktionen gjort opmærksom på, at en helikopter var blevet set i lang tid over Nørrebro.

Kronprins Frederik, Macron og Lars Løkke gik fra Christiansborg til Den Sorte Diamant gennem Bibliotekshaven og blev under spadsereturen massivt bevogtet af politi og sikkerhedsfolk. Foto: Ritzau Scanpix
Kronprins Frederik, Macron og Lars Løkke gik fra Christiansborg til Den Sorte Diamant gennem Bibliotekshaven og blev under spadsereturen massivt bevogtet af politi og sikkerhedsfolk. Foto: Ritzau Scanpix
 

- Jeg kan ikke kommentere de enkelte henvendelser, men blot konstatere, som jeg tidligere har sagt, at der under et statsbesøg af den slags foregår en masse aktiviteter, siger Lars Krabbe.

Emmanuel Macron har sammen den den franske ambassadør og statsminister Lars Løkke Rasmussen også besøgt Krudttønden til en mindehøjtidelighed.

Og præsidentparret har sammen med det danske kronprinsepar medvirket til en kransenedlæggelse ved Kastellet.

Ud over debatmødet på Den Sorte Diamant deltager den franske præsident i en gallataffel på Christiansborg Slot.

Statsbesøget slutter onsdag, hvorefter Emmanuel Macron efter planen skal rejse videre til Finland.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere