Masseslagsmål på motorvej: Flere personer slået ned med våben

Et sammenstød mellem to lokale bander endte onsdag aften i stort slagsmål på Esbjergmotorvejen

Onsdag udbrød der masseslagsmål på Esbjergmotorvejen. Foto: Jonas Olufson
Onsdag udbrød der masseslagsmål på Esbjergmotorvejen. Foto: Jonas Olufson

En personbil blev onsdag aften påkørt af to andre køretøjer på Esbjergmotorvejen, og det udviklede sig ganske dramatisk.

Efter påkørslen opstod der nemlig slagsmål mellem flere af personerne i bilerne.

Det fortæller Syd- og Sønderjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Ifølge politiet var slagsmålet et led i en verserende bandekonflikt mellem to lokale bander fra henholdsvis Stengårdsvej og Kvaglund.

- Det der sker onsdag aften er, at en bil med tre personer relateret til Stengårdsvej har et sammenstød med to biler relateret til Kvaglund, hvor de er ti personer. Bilen fra Stengårdsvej bliver på endnu ukendt vis tvunget til at stoppe på motorvejen, og der er et form for sammenstød, som fører til et slagsmål, siger vicepolitiinspektør Carsten Arentoft Andersen til Ekstra Bladet og fortsætter.

- Hvad der helt konkret ligger til grund for episoden, ved vi ikke endnu, for de involverede har ikke villet tale med os. Der er derfor heller ingen anholdte eller konkrete mistænkte i sagen endnu, men vi ved, hvilken retning vi skal kigge i, siger han.

Brugt slagvåben
Ifølge vicepolitiinspektøren gik slagsmålet værst ud over de tre personer fra Stengårdsvej, der blev tildelt mange slag under episoden.

En 24-årig mand blev umiddelbart efter slagsmålet indlagt på sygehuset, hvor han blev behandlet for sine skader.

- Styrkeforholdet har bestemt ikke været lige, og dem fra Stengårdsvej har været i stærkt undertal, så de har fået nogle tæsk. En person blev efterfølgende kørt på sygehuset, fordi hans skader krævede behandling. Han havde skader på kroppen og i hovedet, men han er stabil, siger Carsten Arentoft Andersen.

Under slagsmålet er der blevet anvendt et form for slagvåben. Politiet ved dog endnu ikke, hvilket våben der er tale om.

- Der er ikke affyret skud eller blevet stukket med kniv, men vi kan se, at der er blevet anvendt et slagvåben af en art, som flere er ramt af. Hvilket et, og om det er en kølle eller hammer, ved vi ikke endnu, siger Carsten Arentoft Andersen.

Siden onsdag har Syd- og Sønderjyllands Politi modtaget flere henvendelser fra personer, der har set episoden.

- Vi har haft kontakt med flere vidner, men vi vil stadig meget gerne høre fra folk, der har set eller ved noget om slagsmålet.

De to bandegrupperinger fra Esbjergområdet, der var involveret i episoden, har løbende været i konflikt med hinanden den seneste tid. Så sent som 5. januar førte konflikten til skududveksling mellem de to grupper.

Har du oplysninger i sagen, så kan politiet kontaktes på 114.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere