Massivt politi-opbud: Vi passer godt på vores 'Guldfugl'

VÅBEN, HASH, VOLD: I dag vidner 49-årigt tidligere medlem af Bandidos under stor politibeskyttelse mod sine tidligere venner

Politiet er lige nu massivt til stede ved Retten i Nykøbing F. (Video: Per Rasmussen)

Da Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi 2. december 2014 slog til på en lang række adresser i Sydsjælland og på Lolland-Falster, var det ikke blot et forsøg på at standse den kriminalitet, som enkelte medlemmer og andre med tilknytning til rockerklubben Bandidos' Chapter South Island i Nykøbing Falster gik og lavede.

Det var simpelt hen et forsøg på at få lukket klubben totalt og få den opløst.

Det hævder forsvarer André Rouvillain som optakt til en retssag, der over seks dage skal afvikles ved Retten i Nykøbing Falster.

Sagen begyndte i går, og to fuldgyldige medlemmer på 40 og 49 år - herunder den lokale Bandidos-præsident - samt et tidligere medlem gennem 15 år - en 32-årig mand - sidder tiltalt for en lang række alvorlige kriminelle forhold, der handler om ulovlig våbenbesiddelse, handel med kilovis af hash, vold, vidnetrusler og afpresning.

Operation Shut Down
Sagen er blevet gjort mulig på grund af et 49-årigt tidligere medlem af Bandidos - guldfuglen - som i september 2014 valgte at gå til politiet med al sin viden.

Han var to gange til maraton-lange afhøringer hos politiet, hvor han sladrede om en lang række kriminelle forhold begået af mange af hans tidligere Bandidos-venner i perioden mellem 2010 og 2015.

Det gjorde den 49-årige, fordi han følte sig snydt af folk i Bandidos, og fordi han blev stillet i udsigt, at han selv ville få en mindre straf for sine kriminelle handlinger, end han ellers ville have fået.

Guldfuglen blev anholdt og varetægtsfængslet - også for at beskytte ham - og så slog politiet altså til 2. december.

Under en aktion, som politiet kaldte for Operation Shut Down, blev der i løbet af få timer ransaget så mange steder, at 27 personer blev sigtet for forskellige forhold.

- Sagen kommer til at handle om, hvorvidt man kan stole på en kriminel eller ej. Men Shut Down skete under falske forudsætninger.

Det påhviler ikke politiet, men alene domstolene at opløse foreninger. Og når politiet vælger at kalde sin aktion for Shut Down, kan jeg ikke forstå det på andre måder end, at det handler om at få lukket Bandidos South Island, siger André Rouvillain.

Han repræsenterer netop rockerpræsidenten, som blev anholdt og varetægtsfængslet 2. december.

Flere er allerede dømt
Ud af de 27 sigtelser er det allerede lykkedes anklagemyndigheden at få dømt seks. Og der er en syvende sag på vej. To af de seks har anket deres straffe.

I den nye sag kom det under anklager Emil Folkers forelæggelse af sagen i går frem, at politiet anser den 49-årige tidligere Bandidosrocker for en meget central kilde til efterforskningen.

- Når han i morgen kommer og afgiver vidneforklaring, så må I ikke blive overrasket over, at der vil være massiv politibeskyttelse. Vi passer godt på vores guldfugl, sagde Emil Folker.

De tre tiltalte gjorde ikke meget væsen af sig i retten på den første dag. De nægtede sig via deres advokater skyldige i de alvorlige forhold og nægtede i øvrigt også at udtale sig i retten.

Men hvor de ikke gad at samarbejde med anklagemyndighed og dommer Kim Rasmussen, havde de til gengæld masser af overskud til at snakke med de godt ti tilhørere i retten, der også alle selv så ud til at have haft et eller andet at gøre med South Island.