Massør dømt: Voldtog klient

Retten på Frederiksberg har idømt en massør et års ubetinget fængsel for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje af en klient

En 46-årig massør blev i retten på Frederiksberg tirsdag idømt et års ubetinget fængsel efter en episode, der foregik 10.juni i år på en massørklinik. Han blev ligeledes frakendt retten til at være massør to år efter afsoning af straf.

Han var tiltalt for at have befamlet en klient og rørt ved hendes skridt, så hun stivnede og ikke var i stand til at modsætte sig handlingen. Han dyrkede samtidig oralsex med hende imod hendes vilje.

Under afhøringen kom det frem, at den tiltalte havde haft en helt anden opfattelse af situationen:

-  Hun var aktivt deltagende, forklarede den tiltalte, der også sidste år blev dømt for blufærdighedskrænkelse af to andre kvindelige klienter. De havde uafhængigt af hinanden anmeldt tiltalte, der senere blev idømt 60 dages fængsel i 2018.

Alligevel var tiltalte slet ikke i tvivl: Forurettede havde også interesse i, at massørbehandlingen fik et andet fokus end forurettedes lænd:

 - Jeg kunne mærke, at hun flirtede med mig under behandlingen. Det kunne jeg mærke på hendes kropssprog. Hun var villig, sagde tiltalte om sin opfattelse under afhøringen.

- Hvordan kunne du mærke det?, spurgte anklager Yasmin Nordahl Jensen om.

 - Jamen hendes hånd strejfede min, da jeg masserede hende, sagde den 46-årige, der har arbejdet som selvstændig massør siden 2005. Han har været tilknyttet en massageklinik på Frederiksberg siden 2017.

Det kom yderligere frem under afhøringen, at forurettede havde rost tiltalte for sine 'magiske hænder' under tidligere behandlinger. Det brugte forsvarsadvokaten til at forstærke tvivlen om, hvorvidt forurettede egentlig havde modsat sig voldtægten.

Men en enig domsmandsret var ikke i tvivl:

  - Tiltalt har misbrugt sin stilling til at beføle forurettet, og retten lægger derfor til grund, at tiltalte udover fængselsstraf skal betale 20.000 til den forurettede som ertstaning.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere