Medarbejder i styrelse mistænkt for svindel for 111 millioner

Børne- og Socialministeriet har netop afdækket en stor sag om svindel. En 'betroet' medarbejder er mistænkt for svindel for 111 millioner kroner, oplyser ministeriet

Mai Mercado er rystet over sagen. Foto: Ritzau Scanpix/Philip Davali
Mai Mercado er rystet over sagen. Foto: Ritzau Scanpix/Philip Davali

Ved du noget om sagen, så tip os på 1224 eller sms til 1224.

En betroet medarbejder i Socialstyrelsen under Børne- og Socialministeriet er mistænkt for at have svindlet for 111 millioner kroner. Hun er samtidig efterlyst i hele verden, fordi hun formentlig er i udlandet.

Det oplyser Børne- og Socialministeriet og Anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

Efter sigende har den 'betroede' medarbejder i en lang årerække helt systematisk misbrugt sin stilling, og har på den måde tilegnet sig 111 millioner kroner i perioden 2002-2018.

Og det ryster børne- og socialminister, Mai Mercado (K).

- Jeg er dybt rystet over, at der tilsyneladende er blevet svindlet med penge, der jo skulle gå til udsatte grupper. Det er fuldstændig uhørt, at det har kunnet ske.

- Sagen efterforskes af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, hvorfor jeg ikke kan gå i detaljer, men jeg kan sige klart, at jeg vil sikre, at vi får fuldstændig klarhed over, hvad der er sket, og hvordan kontrolsystemerne over en lang årrække har kunnet svigte, siger Mai Mercado.

Eftersøgt i hele verden
Også Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) er inddraget, og de oplyser, at en 64-årig kvinde er internationalt eftersøgt.

- Der er tale om en meget alvorlig sag. Den mistænkte er lige nu på fri fod i udlandet, og derfor er vi i tæt dialog med internationale samarbejdspartnere, så hun forhåbentlig hurtigst muligt kan blive anholdt og overdraget til os, siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen, der som chef for SØIK behandler landets største og mest komplicerede økonomiske straffesager.

Samtidig oplyser de, at kvinden efter sigende har taget penge, der skulle komme udsatte grupper i samfundet til gavn.

'Svindlen skulle blandt andet være foregået ved, at pengene er overført til andre kontonumre, end de var tiltænkt', skriver anklagemyndigheden.

- Alt tyder på, at den pågældende har benyttet sig af en disciplineret og systematisk fremgangsmåde i sin svindel. Vi er dog allerede et godt stykke med efterforskningen, og vi har et fint billede af, hvad der konkret er sket og hvornår. Næste skridt er at få kvinden anholdt og undersøgt nærmere, om der er grundlag for et strafferetsligt ansvar, siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen.

Ifølge pressemeddelelsen er også Folketinget orienteret, og flere eksterne undersøgelser er sat i værk.

Børne- og Socialministeriet holder pressemøde klokken 12.

Ved du noget om sagen, så tip os på 1224 eller sms til 1224.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen