Medfører stor ændring

Politiet må ikke længere gøre brug af kvælertag eller lignende i Minneapolis

Foto: DARNELLA FRAZIER/Ritzau Scanpix
Foto: DARNELLA FRAZIER/Ritzau Scanpix

I kølvandet på blandt andre George Floyds død har man nu gjort det forbudt for politiet i den amerikanske by Minneapolis at anvende kvælertag eller andre greb mod halsen i politiforretninger.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Ydermere er det nu et krav, at betjente, der oplever, at andre betjente gør brug af kvælertag, skal gribe ind, hvis de ser det.

Derudover skal det rapporteres med det samme, hvis der gøres brug af kvælertag eller lignende.

Griber en betjent ikke ind, eller rapporterer betjenten ikke, at han man har brugt halsgreb eller har set sin kollega gør brug af det, står de til at blive straffes på lige fod.

I den nye bestemmelse kræves det også, at man i Minneapolis som betjent skal have tilladelse fra en politichef, hvis man skal gøre brug af gummikugler, tåregas og lysgranater.

Store protester
I dagevis er amerikanere i hele landet gået på gaderne i protest over George Floyds død i politiets varetægt.

Floyd døde 25. maj efter en anholdelse i Minneapolis, hvor den hvide betjent Derek Chauvin sad på ham og pressede sit knæ ned mod Floyds hals- og nakkeregion i næsten ti minutter, så han ikke kunne få luft.

De fire betjente, som var indblandet i anholdelsen, er alle blevet fyret. Derek Chauvin blev i første omgang sigtet for uagtsomt manddrab. Sigtelsen er senere blevet ændret til forsætligt manddrab.

Mange steder er de fredelige protester i dagtimerne blevet efterfulgt af natlige ildspåsættelser, plyndringer og sammenstød med politiet.