Medie: Åbnede ild mod tilfældige i 2013

Politiet efterlyser en 37-årig mand efter skyderi i Utrecht. Han er kendt af politiet, skriver RTV Utrecht

Gökmen Tanis er i øjeblikket efterlyst af politiet. Foto: Overvågning
Gökmen Tanis er i øjeblikket efterlyst af politiet. Foto: Overvågning

En 37-årig tyrkisk mand, der bliver jagtet af politiet efter et skyder i Utrecht, har flere gange tidligere været på kant med loven.

Det skriver det lokale medie RTV Utrecht.

Ifølge mediet affyrede den tyrkiske mand tilbage i 2013 skud mod et lejlighedskompleks i Kanaleneiland-bydelen i Utrecht. Komplekset ligger 'et stenkast fra', hvor et skudangreb mandag fandt sted.

Her er tre personer meldt dræbt, og ni er sårede efter skyderiet i en sporvogn omkring klokken 10.45 mandag formiddag.

Den 37-årige eftersøgte har desuden så sent som for to uger siden været i retten for en sag om mulig voldtægt i 2017. Det skriver RTV Utrecht.

Mediet forbinder ham også med cykeltyveri, at urinere i en celle og spritkørsel. Det fremgår ikke, hvor RTV Utrecht har oplysningerne fra.

Politiet har på Twitter oplyst, at den 37-årige mand jages efter angrebet. Der er også offentliggjort et billede af manden.

- Henvend jer ikke til ham, tilføjer politiet på Twitter.