Medie: Fire er anholdt i Paris før nyt angreb

Fransk politi har anholdt fire personer, som er mistænkt for at have haft planer om et umiddelbart forestående angreb i det centrale Paris, oplyser tv-stationen TF1

Fransk politi har anholdt fire personer, som er mistænkt for at have haft planer om et umiddelbart forestående angreb i det centrale Paris, oplyser tv-stationen TF1.

- Tre mænd og en kvinde blev arresteret ved en politioperation ved daggry i Paris og i den nærliggende nordlige forstad Seine-Saint-Denis.

Sikkerhedskilder har oplysninger om, at de fire personer har forbindelser til islamistiske grupper, oplyser TF1 på tv-kanalens hjemmeside.

Politiet beslaglagde et ubrugt våbenmagasin til et automatgevær og computerudstyr.

Den centrale anklagemyndighed og politiet har endnu ikke villet kommentere oplysningerne.

Anholdelserne er foretaget dagen efter, at islamister i Bruxelles åbnede ild mod politifolk, som ville foretage en husrazzia. Fire politifolk blev såret - en af dem var en fransk, kvindelig politibetjent. Politiet dræbte den ene af de bevæbnede mænd, en 35-årig algerier. To andre mistænkte er anholdt.

Under politiaktionen i den belgiske hovedstad blev der fundet et flag for Islamisk Stat.

Efterforskere tror, at meget af den planlægning, der gik forud for en islamistisk massakre på 130 mennesker i Paris i november sidste år, skete i Bruxelles.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere