Medie: Forsvundet journalist blev myrdet som i 'Pulp Fiction'

Saudiarabiske sikkerhedsfolk havde angiveligt medbragt retsmediciner, der skulle partere systemfjende på konsulat i udlandet

På overvågningsvideo kan man angiveligt se saudierne ankomme i privatfly og forlade et hotel. I materialet er også video af Jamal Khashoggi, der går ind på det saudiske konsulat. Han er ikke blevet set siden da. En sort Mercedes identisk med en, der holdt foran konsulatet, da Khashoggi gik ind, ankommer knapt to timer senere til konsulens hjem to kilometer fra konsulatet (Video: TRT World via AP)

Den forsvundne saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi blev myrdet på ordre fra højeste niveau i det regerende kongehus i sit hjemland.

Indenfor to timer efter den landflygtige journalists ankomst til det saudiarabiske konsulent i den tyrkiske by Istanbul for at ordne nogle skilsmissepapirer blev den 59-årige mand slået ihjel og parteret.

Det skete inde på den diplomatiske repræsentation, siger en tyrkisk højtplaceret tyrkisk sikkerhedskilde til den ansete amerikanske avis New York Times.

Overvågningsvideo viser her Jamal Khashoggi gå ind på det saudiske konsulat i Istanbul tirsdag i sidste uge. Siden har ingen set ham. Foto: Ritzau Scanpix
Overvågningsvideo viser her Jamal Khashoggi gå ind på det saudiske konsulat i Istanbul tirsdag i sidste uge. Siden har ingen set ham. Foto: Ritzau Scanpix

Det blodige drama foregik tirsdag eftermiddag i sidste uge. Og det gik hurtigt. Det saudiarabiske team af agenter havde ifølge avisen medbragt en særlig knoglesav til at skære den døde systemkritikers lig i mindre stykker. Og et af holdets medlemmer var en retsmediciner med speciale i menneskekroppe.

- Det var ligesom i 'Pulp Fiction', siger den tyrkiske sikkerhedskilde til New York Times med henvisning til den amerikanske instruktør Quentin Tarantino blodige spændingsfilm fra 1994.

Trump kræver svar
De nye makabre påstande er blot nogle af detaljerne i den fortsatte erklæringskrig mellem Tyrkiet og Saudi-Arabien.

På sidelinjen står USA, Saudi-Arabiens nære allierede, hvor den kritiske journalist var i eksil og skrev fast i avisen Washington Post.

Præsident Trump forlangte onsdag svar fra den saudiarabiske regering. Samme melding lyder fra udenrigsminister Mike Pompeo.

- Det er en meget alvorligt situation for os og for Det Hvide Hus. Vi arbejder tæt sammen med Tyrkiet, og vi vil til bunds i dette, siger præsidenten ifølge Guardian.

Dansk ekspert: Folk forsvinder for et godt ord

Efter de angiveligt voldsomme begivenheder, der i sidste uge udspillede sig på det saudiarabiske konsulent i Istanbul, har tyrkiske myndigheder lækket en overraskende mængde af oplysninger og videoer om forløbet.

- Først og fremmest vil Tyrkiet signalere, at landet ikke har noget at gøre med journalisten Jamal Khashoggis forsvinden, forklarer Mellemøsteksperten Helle Lykke Nielsen, lektor og Ph.d. ved Center for Mellemøststudier under Syddansk Universitet.

Hun siger til Ekstra Bladet, at begivenhederne blandt andet skal ses i sammenhæng med den kolde krig, som eksisterer mellem regionens to stormagter, Iran og Saudi-Arabien.

I denne konflikt har regionens stormagt, Tyrkiet, taget Irans parti for eksempel i spørgsmålet om sanktionerne mod Iran.

- Og er man venner med Iran, så er man uvenner med Saudi-Arabien. Det er en krigserklæring, siger eksperten.

Hun forklarer, at Tyrkiet og Saudi-Arabien også er på kant med hinanden om krigene i Syrien og Yemen, samt i forhold til golfstaten Qatar, som Saudi-Arabien forsøger at isolerere med en påstand om, at det lille olieland støtter terrorisme.

- Hvis det billede, som hidtil tegner sig, ellers viser at holde stik, kunne man godt forestille sig, at det ikke er helt tilfældigt, når Saudi-Arabien har valgt at lade en sådan aktion foregå på tyrkisk jord, understreger Helle Lykke Nielsen.

Hun erindrer ikke tilfælde, hvor saudiarabiske agenter har optrådt så brutalt i udlandet, som det efter det oplyste har været tilfældet i Istanbul.

- Men det nye styre under kong Salman optræder særdeles håndfast overfor modstandere, som det generelt er tilfældet i Mellemøsten. Dem, der kritiserer de siddende regimer, lever livet farligt. De forsvinder for et godt ord.

Den saudiarabiske regering har nægtet ethvert kendskab til Jamal Khashoggis forsvinden og siger, han forlod konsultatet ad en bagindgang.

Ifølge tyrkiske sikkerhedskilder var hele 15 saudiske sikkerhedsagenter, herunder retsmediciner, ankommet til Istanbul med to Golfstream-privatfly samme dag, som Jamal Khashoggi havde en aftale på konsulatet.

Han skulle have været gift med sin tyrkiske kæreste i denne uge, men manglede skilsmissepapirerne fra et tidligere ægteskab i hjemlandet.

En sikkerhedsvagt ses her udenfor Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul. Foto: Lefteris Pitarakis/AP
En sikkerhedsvagt ses her udenfor Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul. Foto: Lefteris Pitarakis/AP

Drabet hævdes filmet
I Tyrkiets svælger aviser, som er loyale overfor præsident Erdogan, i sagens detaljer.

Overvågningsbilleder viser Jamal Khashoggi gå ind i bygningen. Andre videoer viser de saudiske sikkerhedsfolk ankomst til lufthavnen, til konsulatet og deres forsvinden herfra i biler læsset med bagage samt afrejsen fra lufthavnen senere på dagen.

Allerede lørdag sagde en anden tyrkisk kilde til New York Times, at der findes en video af drabet inde på konsulatet - øjensynligt lavet af de udsendte saudiarabere for at dokumentere, at det fandt sted.

Det samme sagde en tyrkisk politisk kommentator tær på Erdogans regering tirsdag.

- Der findes en video af det øjeblik, hvor han bliver dræbt, siger Kemal Öztürk til en regeringsvenlig tv-station.

Disse overvågningsbilleder viser nogle af de saudiske sikkerhedsfolk forlade Tyrkiet efter systemkritikerens forsvinden. Foto: AP
Disse overvågningsbilleder viser nogle af de saudiske sikkerhedsfolk forlade Tyrkiet efter systemkritikerens forsvinden. Foto: AP

Mystik om garage
Nye undersøgelse skal ifølge The Guardian være rettet mod den underjordiske garage under den saudiarabiske konsuls private bopæl. Her gjorde agenternes biler holdt efter at have forladt konsulatet. Da agenterne blev tjekket i lufthavnen på vej ud af landet, havde de angiveligt intet mistænkeligt med i bagagen.

Den forsvundne Jamal Khashoggi er en af den arabiske verdens mest fremtrædende kommentatorer. Han havde tidligere en nært forhold til sit hjemlands herskere, men var det seneste år blevet meget kritisk overfor kong Salman og hans kronprins, der også hedder Salman og er Saudi-Arabiens stærke mand.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere