Medie om fangeflugt: Medfanger banket og truet med tortur

Fængselsbetjente forsøgte at banke oplysninger ud af medfanger, efter to mordere var flygtet fra fængslet

Selvom flugtfangerne er fanget, fortsætter sagen for flere fængselsbetjente i Clinton Correctional Facility (FOTO: Gabe Dickens/Press-Republican via AP)
Selvom flugtfangerne er fanget, fortsætter sagen for flere fængselsbetjente i Clinton Correctional Facility (FOTO: Gabe Dickens/Press-Republican via AP)

Da David Sweat og Richard Matt i juni flygtede fra Clinton Correctional Facility, startede en af nutidens største menneskejagter. Flere hundrede betjente og efterforskere blev sat ind, for at fange de to morddømte flugtfanger, som blandt andet havde banket hul i en halv meter tyk murstensvæg på deres vej ud i friheden.

Mens menneskejagten stod på uden for fængslet, foregik en sideløbende efterforskning bag murene. For hvordan kan to fanger flygte, uden at de andre fanger i afdelingen har haft viden om det?

Hårde afhøringer

Fængselsbetjentene var sikre på, at medfangerne i afdelingen vidste noget om flugten, og det førte ifølge flere fanger til meget voldelige afhøringer.

- Betjenten tager fat i min hals og løfter mig op af stolen og slår mit hoved ind i rør langs væggen, siger Mr. Alexander, som boede i cellen ved siden af Richard Matt.

Han fortæller til New York Times, at fængselsbetjentene slog ham i hovedet og i maven, mens de afhørte ham. Da han blev ved med at fortælle, at han ikke kendte noget til flugten, blev metoderne endnu vildere.

- En af betjentene pegede på en plastikpose, som hang på et rør og spurgte om jeg vidste, hvad waterboarding var, siger han til avisen.

Betjenten trak plastikposen over hovedet på ham og så fortsætte de med at slå ham i 20 minutter. Bagefter blev Mr. Alexander ført blødende tilbage til sin celle uden at få lægehjælp.

Sagen fortsætter selvom flugten er slut

Mere end 60 fanger har klaget efter at have været udsat for lignende afhøringer skriver New York Times, og staten New York er nu i gang med at undersøge om fængselsbetjentene har misbrugt deres beføjelser.

Adskillige fængselsansatte er allerede mistænkt for pligtforsømmelser og en kvindelig betjent har erkendt sig skyldig i at have hjulpet med flugten.

112 - 8. jun. 2015 - kl. 22:35 Spektakulær fangeflugt: - De har helt sikkert fået hjælp

Richard Matt nåede at være på flugt i 3 uger inden han blev skudt og dræbt af politiet. David Sweat fik to dage mere på fri fod, inden han blev fanget tæt ved grænsen til Canada.