Medie: Politi sender tilbageholdte flygtninge af sted i andet tog

250 flygtninge i tilbageholdte tog ved Rødbyhavn Station bliver senere i aften overført til et andet tog, der sætter kurs mod Københavns Hovedbanegård og Sverige

250 flygtninge om bord på to tilbageholdte tog ved Rødby bliver sendt i et andet tog med kurs mod Sverige, erfarer Ekstra Bladet. (Foto: Per Rasmussen)

De omkring 250 flygtninge, der har opholdt sig det meste af dagen i to tog ved Rødbyhavn Station vil klokken 22.45 blive overført til et andet tog, der sætter kursen mod Sverige.

Det er betjentene ved perron-afsnittet blevet informeret om, erfarer Ekstra Bladet.

Det er endnu uklart, om toget vil fortsætte helt til Sverige, eller om destinationen er et andet sted i Danmark.

Vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil ikke bekræfte oplysningen, som TV2-reporter Rasmus Tantholdt også skriver om på twitter.

Men efter at chefen for Rigspolitiet, Jens Henrik Højbjerg, onsdag aften har holdt pressemøde i København om flygtningesituationen, vil det blive offentliggjort.

- Det er muligt, at nogle journalister har stået og hørt på de beskeder, der er blevet givet på perronerne i Rødbyhavn, siger Søren Ravn-Nielsen.

Når politiet sender flygtningene mod Sverige, er det en omgåelse af Schengen-aftalen, som ellers siger, at flygtninge skal sendes tilbage til det Schengen-land, som de er ankommet fra - hvis de vel at mærke nægter at søge asyl.

Jens Henrik Højbjerg siger om togsituationen i Rødby:
- Det er der vigtigt her og nu, er, at de kommer ud af togene så hurtigt som muligt, og så bliver de anbragt et sted, hvor de får ly og et sted at sove.

Efter pressemødet oplyser Søren Ravn-Nielsen til Ekstra Bladet, at politiet arbejder på en melding om, hvor flygtningene bliver kørt hen.

- Slå koldt vand i blodet. I skal nok få det at vide, siger han.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere