Medie: Saudi-Arabien ville lokke forsvundet journalist

Ifølge The Washington Post iværksatte Saudi-Arabiens kronprins en plan om at lokke Jamal Khashoggi hjem

På overvågningsvideo kan man angiveligt se saudierne ankomme i privatfly og forlade et hotel. I materialet er også video af Jamal Khashoggi, der går ind på det saudiske konsulat. Han er ikke blevet set siden da. En sort Mercedes identisk med en, der holdt foran konsulatet, da Khashoggi gik ind, ankommer knapt to timer senere til konsulens hjem to kilometer fra konsulatet (Video: TRT World via AP)

Saudi-Arabien har angiveligt haft planer om at lokke den forsvundne journalist Jamal Khashoggi hjem fra USA med den hensigt at pågribe ham.

Det skriver den amerikanske avis The Washington Post.

Ifølge avisen iværksatte Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, en operation, der skulle lokke Khashoggi hjem.

Artiklen fortsætter under billedet ...

The Washington Post har talt med amerikanske embedsmænd, der har haft adgang til efterretninger, der dokumenterer, at saudiarabiske embedsmænd har diskuteret planerne.

Saudiarabiske Jamal Khashoggi, der har været kritisk over for sit hjemlands regime, forsvandt i sidste uge.

Han er sidst set gå ind på det saudiarabiske konsulat i den tyrkiske storby Istanbul. Her skulle han hente nogle dokumenter til sit forestående bryllup. Han er ikke set siden, og tyrkiske kilder påstår, at han er blevet dræbt.

Plan gik galt
Det påståede drab kan have været en plan om at pågribe Khashoggi, der er gået galt. Det mener en række analytikere og embedsmænd fra flere forskellige lande, skriver The Washington Post.

Onsdag forlød det, at USA's præsident, Donald Trump, har været i kontakt med saudiarabere "på det højeste niveau" for at tale om sagen.

Jamal Khashoggi har været i eksil i USA siden 2017. Han var i Istanbul sammen med sin tyrkiske kæreste og besøgte konsulatet 2. oktober.

Hans forsvinden fik onsdag flere menneskerettighedsorganisationer til at kræve, at USA's regering gik ind i sagen. Både fordi Khashoggi søgte tilflugt i USA, og fordi Saudi-Arabien er en nær allieret af Washington.

Saudi-Arabien afviser at have noget med sagen at gøre.

Landet har hidtil nægtet at udlevere videoovervågning, der kan bevise, at Khashoggi forlod konsulatet igen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere