Medie: Skrækdansker bestilte lejemord på ekskæreste

Danske Peter Frederiksen ville sammen med sin nye kone skaffe 'irriterende' eks-kæreste af vejen

Hjemmet i Bloemfontein, hvor Sydafrikansk politi gjorde det grufulde fund torsdag eftermiddag. (Foto: Anthon Unger/Redigering: Maria Haargaard)

Kender du den sigtede eller til sagen? Skriv en mail til 1224@eb.dk eller send en sms til 1224 (koster alm. takst).

Danske Peter Frederiksen fremstilles i dag i retten i Sydafrika sigtet for en række tilfælde af seksuelle overgreb på kvinder.

Danskeren blev torsdag i sidste uge anholdt i sit hjem i byen Bloemfontein i Sydafrika. Ifølge politiets sigtelse har han siden 2010 angiveligt bedøvet og efterfølgende skåret kønsdelene af et ukendt antal kvinder.

I mandens hjem fandt politiet resterne af 21 kvindelige kønsorganer, som Peter Frederiksen havde gemt i sin fryser i kælderen.

Ekskæreste skulle forsvinde
Men skamferingen af kvinder er tilsyneladende ikke det eneste makabre punkt i danskeres kriminelle fortid. Den 63-årige mand har til BT's fotograf Jørn Stjerneklar i juni i år fortalt, at han tidligere har siddet fængslet, da han for flere år siden forsøgte at skaffe en ekskæreste af vejen.

Ifølge oplysninger til Stjerneklar havde den sigtede dansker i flere år et forhold til en ung kvinde fra kongeriget Lesotho, der er en selvstændig indlandsstat omgivet af Sydafrika. Kvinden ved navn Lineo og Peter Frederiksen skulle efter planen giftes, og danskeren gik så langt som at betale brudepenge til kvindens familie.

Men ifølge Peter Frederiksen var det et stormfuldt forhold, og han havde kvinden mistænkt for at stjæle penge fra ham.

Til Jørn Stjerneklar fortalte den nu sigtede dansker, at forholdet til Lineo sluttede, da han mødte sin nuværende kone.

- Det var for at straffe Lineo, at jeg indgik det nye forhold, har danskeren forklaret i forbindelse med et interview til en radio-dokumentar, der tænkes sendt på DR i efteråret.

Sammen med sin nye kone lagde Peter Frederiksen angiveligt skumle planer for at slippe af med den gamle kæreste, der var blevet et irritationsmoment.

Skrækdanskeren boede i det her hus, hvor omskæringerne også fandt sted (Foto: Anthon Unger) 112 - 21. sep. 2015 - kl. 08:37 Politi kulegraves: Skræk-dansker kunne være stoppet i 2014

- Vi gik op til heksedoktoren, og hun spurgte os, hvad hendes opgave var. Titti (den nye kone red.) siger så, at Lineo skal ryddes af vejen. Det kunne heksedoktoren snildt klare. Hun skulle bare have 1500 maloti (ca 750kr), har Peter Frederiksen forklaret til BT's fotograf.

Ifølge danskeren er det heksedoktoren, der siden bestiller en lokal gangster til lejemordet. På det tidspunkt havde ekskæresten en smugkro i sit eget hjem, og der skulle mordet finde sted.

Se også: Naboer om dansker i Sydafrika: Mange udenlandske kvinder besøgte ham

- Gangsteren får så bare for mange øl og var så nervøs, at da han tog pistolen frem, der skød han sig selv i benet, hævder den 63-årige dansker.

Selv om ekskæresten melder mordforsøget til politiet slipper, danske Peter Frederiksen i første omgang for en tur bag tremmer. Ifølge manden selv fordi han har gode kontakter i det lokale politi, der ofte køber våben hos danskeren.

Betalte sig fri for 1700 kroner
Alligevel kan sydafrikansk politi ikke slippe uden om at anholde Peter Frederiksen. Danskeren bliver senere sigtet for meddelagtighed i drabsforsøg og fængsles i central fængslet i Bloemfontein. Men endnu engang er heldet med danskeren.

- Helt tilfældigt kender jeg ham, der er chef der, for han har købt våben hos mig før. 'Du må da se at komme ud her fra i en fart, for det her er ikke en rart sted', siger han til mig.

Efter to dage er Peter Frederiksen igen på fri fod, og kort tid efter indgår han en studehandel med dommeren i sagen.

- Hvad skal vi finde ud af?, spørger dommeren danskeren ifølge Peter Frederiksens forklaring.

De to bliver enige om, at prisen for frihed bliver 3500 sydafrikanske rand - Det der svarer til ca. 1700 kroner.

For at sikre sin frihed optager Peter Frederiksen, at dommeren modtager bestikkelsen, og at sagens papirer bliver revet i stykker.

- Et stykke tid efter tog jeg over til dommeren og gav ham et kopi af båndet, og så var det den sag, har Peter Frederiksen fortalt til Jørn Stjerneklar.

Peter Frederiksen fremstilles i dag i retten i Bloemfontein, hvor Ekstra Bladet er til stede og dækker retsmødet.

Kender du den sigtede eller til sagen? Skriv en mail til 1224@eb.dk eller send en sms til 1224 (koster alm. takst).