Medlem af parlamentet død under tale for præsidentkandidat

Under et event for den franske præsidentkandidat Macron kollapsede en kvindelig kollega pludselig under sin egen tale. Hun blev senere erklæret død.

Her ses Corinne Erhel sammen med Emmanuel Macron (Foto: Privat)
Her ses Corinne Erhel sammen med Emmanuel Macron (Foto: Privat)

Fredag gik det franske parlamentsmedlem Corinne Erhel på scenen i Plouisy i Frankrig for at holde tale. Men det blev den sidste tale, hun holdt nogensinde.

Kort efter hun begyndte sin tale kollapsede den 50-årige politiker, som senere blev erklæret død på hospitalet.

Talen, der var til fordel for den franske præsidentkandidat Emmanuel Macron, skulle opfordre franskmændene til at sætte det afgørende kryds ud for Macrons navn ved præsidentvalget i morgen.

Det skriver Sky News og flere franske medier.

Kollegaer i sorg
På Twitter har flere udtrykt deres sorg over tabet af Erhel og Richard Ferrand, der er generalsekretær i En Marche! skriver: "Vi græder. Corinne Erhel gik bort under et møde. Vi vil savne dig vores vidunderlige ven".

Også den franske premierminister, Bernard Cazeneuve, har tweetet om Erhels død. Han skriver: "Jeg hylder mindet om Corinne Erhel. En kvinde af overbevisning og en engageret parlamentariker. Jeg kondolerer over for hendes familie og venner".

Erhel var medlem af det socialliberale parti En March!, der blev stiftet af Macron i 2016. Inden det var hun en del af det socialistiske parti i Frankrig, som hun havde været medlem af siden 2007.

I morgen bliver det franske præsidentvalg afgjort og her står valget mellem Emmanuel Macron fra En Marche! og Marine Le Pen fra det højrenationalistiske parti Front National. Alt tyder på dog på, at det bliver Macron, der løber med sejren og præsidenttitlen i morgen.