Meget omtalt kvinde fængslet for Christiania-stenkast

Husker intet fra episode: Jeg var fuld, forklarede 50-årig ved grundlovsforhør

KØBENHAVNS DOMMERVAGT (Ekstra Bladet): Billederne af den spinkle kvinde i den lyse kjole, der voldsomt bliver væltet af en betjent, har gået sin gang på de landsdækkende medier, ligesom videoklippet, der dokumenterer episoden, er blevet delt utallige gange på de sociale medier.

Den omtalte episode udspandt sig torsdag eftermiddag i et hjørne af Christiania, hvor en gruppe betjente blev konfronteret af en menneskemængde, der kastede sten, flasker og andet efter de hjelmklædte politifolk.

Videoklippet viser, hvordan en kvinde iklædt en lys kjole står midt i det hele. Her løber nogle betjente frem og kvinden væltes bagover. Baglæns falder hun over en cykel, der ligger på jorden, og knalder baghovedet ned i jorden.

Den omtalte kvinde, der er 50 år og har grønlandsk baggrund, er i dag i Københavns Dommervagt blevet fremstillet i grundlovsforhør, hvor hun blev sigtet for stenkast imod politiet den samme dag.

Sådan så det ud, da kvinden blev skubbet af betjenten. Foto: Privatoptagelser 112 - 1. jun. 2018 - kl. 15:24 Kvinde skubbet i jorden af politiet: Nu er hun anholdt

Efter en kort snak med sin forsvarer, Henrik Stagetorn, tog den spinkle kvinde plads i vidneskranken. Taknemmeligt drak hun af en flaske vand, hun kort for inden havde fået stukket i hånden.

Med rusten stemme bekræftede hun sit navn og sin fødselsdato. I samme åndedrag blev der på forsvarerens anmodning nedlagt navneforbud i sagen.

Kvinden nægter sig skyldig.

- Jeg kan ikke huske noget. Jeg var fuld, forklarede hun rustent.


Anklager, Sidsel Klixbüll, dokumenterede derefter sagen. Her gjorde hun rede for, hvordan politiet den pågældende dag havde været på Christiania i forbindelse med kampen mod den organiserede handel med hash i og omkring Pusher Street.

I den forbindelse havde betjentene anholdt fire Pusher Street-folk. Kort efter begyndte vrede personer at samles og konfrontere betjentene. Og da betjentene gjorde klar til at forlade området begyndte de første stykker kasteskyts at flyve gennem luften, lød i det politiets hændelsesrapport.

Tæt ved en udgang fra Christiania, der fører ud til Bådsmandsstræde dannede politifolkene kæder for at holde sten- og flaskekasterne på afstand.

Se også: Politiet angrebet af op mod 100 personer på Christiania

Anklageren gjorde rede for, at betjentene selv havde monteret go-pro kameraer på sig, for netop at kunne dokumentere den slags hændelser. Og her fangede flere af betjentenes kameraer, hvordan den spinkle kvinde to gange kastede knytnæve-store sten mod betjentene. Dels klokken 16.43 og igen klokken 16.45.

Dette skete dermed i minutterne før, at kvinden blev væltet omkuld.

Denne specielle detalje gjorde anklageren også rede for ved dagens grundlovsforhør.

Dette fik betjentene til at reagere og gå fremad med det formål at pacificere kvinden, forklarede anklageren.

Ved retsmødet fremlagde anklageren billeder fra politifolkenes go-pro kameraer, der viser hvordan kvinden med sten i hænderne.

Den 50-årige kunne godt genkende sig selv, men fastholdt at hun ikke kunne huske noget, fordi han havde været fuld.

Hun huskede heller ikke, hvornår hun var blevet anholdt. For der havde hun også været fuld.

Anklageren krævede den 50-årige varetægtsfængslet frem til 27. juni. Dette valgte dommeren at efterkomme.

Efter sin anholdelse var kvinden blevet lægeligt undersøgt, og her var der ingen påviselige skader efter at være blevet væltet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere