Meget usædvanligt: Forvaringsdømt dropper anke

En nu 39-årig kondiløber blev voldtaget og forsøgt dræbt under en morgentur. Nu har den dømte droppet at anke

Politiet ved gerningsstedet, hvor kvinden blev fundet mange timer efter, at hun var taget ud for at løbe en morgentur. Video: Mogens Flindt

Offeret for en brutal voldtægt og drabsforsøg på Østerbro i København sidste år slipper for at skulle trækkes gennem en hård ankesag, efter den 30-årige grønlænder Axel Otto Berthel Paaviannguaq Christiansen blev idømt forvaring i byretten i sidste måned.

Forvaring er en tidsubestemt straf, hvor den dømte først løslades, når domstolene vurderer, at vedkommende ikke længere er farlig for andre mennesker, og er sammen med livstidstraf lovens strengeste straf.

Politiet ved gerningsstedet, hvor kvinden blev fundet mange timer efter, at hun var taget ud for at løbe en morgentur. Foto: Mogens Flindt 112 - 22. maj. 2017 - kl. 15:35 Voldtog og forsøgte at dræbe kondiløber: Nu er dommen faldet

Derfor er det også usædvanligt,at dommen ikke bliver anket, fordi der ikke 'er noget at tabe' i forhold til at risikere en højere straf.

- Jeg har ikke tidligere hørt om forvaringsdomme, der ikke er blevet anket til landsretten. Men jeg kan ikke udelukke, at det er sket tidligere, siger sagens anklager Søren Harbo og tilføjer:

- Men jeg synes jo, at det er en korrekt dom, så på den måde er det jo kun tilfredsstillende, ikke mindst for den forurettede.

Store konsekvenser
Den nu 39-årige kvinde blev overfaldet og voldtaget, da hun var ude på en morgentur ved stien på Sporsløjfen på Østerbro i København, den 16. august omkring kl. 6 om morgenen, for at klare hovedet, før hun skulle være censor hele dagen.

Hun blev trukket ind i et buskads og voldtaget, ligesom han slog, sparkede eller trampede på hende og forsøgte at kvæle hende med en snor eller hendes egen beklædning.

Derefter forlod han hende skjult i buskadset, hvor hun blev fundet af sine pårørende omkring ni timer senere, hjælpeløs og i livsfare som følge af sine skader og underafkøling.

Hun valgte at afgive vidneforklaring for åbne døre, og det var tydeligt, at overfaldet har haft store både fysiske og psykiske konsekvenser, og før og under sin forklaring brød hun kortvarigt sammen.

- Det første, jeg gjorde, da jeg fik at vide, at den ikke var anket, var at kontakte hendes advokat, så beskeden kunne blive givet videre, siger anklager Søren Harbo.

Vil hjem til Grønland
Det er et stort ønske fra den dømte Axel Christiansen at komme hjem til sine forældre i Grønland. Da han fik det sidste ord, sagde han:

- Jeg vil helst gerne hjem til mine forældre, for vi skal snart have konfirmation på Grønland. Jeg vil helst gerne hjem.

Om det lykkes er uvist.

- Når sådan en dom ikke bliver anket, så er det eneste, vi gør at meddele Kriminalforsorgen, at nu skal han overgå til afsoning. Og så ved jeg, at han har mulighed for at søge om at afsone i Grønland. Men om han vil det eller kan få lov til det, det skal jeg ikke kunne udtale mig om, siger Søren Harbo.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den dømtes forsvarer.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere