Mellemøstkender: Angreb på general som at dræbe en vicepræsident i USA

USA har dræbt den næstvigtigste person i Iran. Der vil komme modangreb, vurderer kender

Det er den næstvigtigste person i Iran, som USA har dræbt i et droneangreb natten til fredag, og det vil sandsynligvis blive modsvaret af iranerne i Mellemøsten.

Det vurderer Søren Schmidt, der er mellemøstkender og tidligere har været tilknyttet Aalborg Universitet.

Vurderingen kommer, efter at USA har bekræftet, at det har dræbt den iranske general Qassem Soleimani. Han var leder af Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde.

- Soleimani har haft en langt større rolle end bare at være leder af Quds-styrken.

- Han er de facto manden, der har ansvaret for Irans aktiviteter i Mellemøsten, og han har et meget tæt forhold til Ali Khamenei (Irans øverste åndelige leder, red.).

- Han er en meget vigtig person - den næstvigtigste person i Iran - efter Khamenei, siger Søren Schmidt.

Han vurderer, at angrebet eskalerer den konflikt, der i forvejen er mellem USA og Iran.

Spændingerne mellem USA og Iran er tiltaget, efter at USA i foråret 2018 genindførte økonomiske sanktioner mod Iran.

Parterne har beskyldt hinanden for at stå bag angreb på militærdepoter, militærbaser og olieinstallationer.

- Det eskalerer den konflikt, som har kørt, siden USA trak sig ud af atomaftalen med Iran. Det her drab giver et par takker op i konflikten, siger Søren Schmidt.

- Man kan sammenligne det med, at en fremmed magt dræbte vicepræsidenten i USA. Det ville man ikke sidde overhørig, og det kommer Iran heller ikke til. Det er en alvorlig sag det her, siger han.

Iran har allerede varslet hævn over for USA, og Søren Schmidt vurderer, at Iran bedst kan ramme USA i Mellemøsten.

- Iran har et godt netværk i Mellemøsten, der gerne vil hjælpe.

- Der kan komme angreb på USA's allierede - for eksempel Saudi-Arabien - eller der kan komme angreb mod olietransporter i Den Persiske Golf eller angreb mod amerikanske ambassader, siger Søren Schmidt.

Angrebet skete fredag morgen lokal tid nær den internationale lufthavn i Bagdad i Irak.

Flere andre er meldt dræbt i angrebet. Det gælder den irakiske paramilitære kommandør Abu Mahdi al-Muhandis samt Mohammed al-Jaberi, der er talsmand for den irakiske magtfulde shiamuslimske og paramilitære gruppe Hashd Shaabi, der er støttet af Iran.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere