Metro stoppet efter pistol-panik

En mand med en legetøjspistol var årsag til, at metroen måtte lukke ned

En bizar episode udspillede sig, efter en mand blev set med en pistollignende genstand i metroen ved Kongens Nytorv i København mandag eftermiddag.

Manden beskrives som psykisk uligevægtig, og han kontaktede selv metropersonalet og hævdede, at han var i besiddelse af et våben.

Det oplyser Københavns Politi til Ekstra Bladet.

Efter henvendelsen blev episoden anmeldt klokken 17.25, og 18 minutter senere - klokken 17.43 - blev manden således anholdt.

Anholdelsen foregik uden dramatik, og 'våbnet' viste sig at være en legetøjspistol.

- Han opførte sig stille og roligt og virkede ikke truende i sin adfærd, oplyser vagtchef hos Københavns Politi Henrik Stormer og tilføjer, at ingen vidner ud over metropersonalet så legetøjspistolen.

Virakken førte til, at toget holdt stille i en halv time. Det kører dog igen efter planen.

Overvåget
Efter anmeldelsen blev manden fulgt på metroens overvågning indtil selve anholdelsen.

- Vi har haft løbende haft kontakt med metropersonalet, som har overvåget manden, siger vagtchefen.

Manden, som er svensk statsborger, blev efter anholdelsen taget med på stationen. Hvad der skal ske med ham nu, er uvist.

- Jeg tvivler på, at han bliver fremstillet i grundlovsforhør, lyder det videre.

Manden er tidligere kendt af politiet, efter han søndag blev sat i forbindelse med et tyveri af e-cigaretter.