Mette F. indkalder udvalg til krisemøde efter eksplosion

Regeringens sikkerhedsudvalg er indkaldt efter endnu en eksplosion i København

Chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov kunne her til eftermiddag afsløre flere detaljer i efterforskningen - og nu indkalder statsministeren til krisemøde. Video: Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen (S) meddeler i en pressemeddelelse, at hun indkalder Regeringens Sikkerhedsudvalg til møde efter eksplosion på Nørrebro natten til lørdag.

Dermed tager regeringen affære, efter ni eksplosioner de seneste uger har ramt hovedstaden.

'København er blevet ramt af endnu en eksplosion. Heldigvis uden alvorlig personskade. Nørrebro er en bydel med mange beboere, så det er et rent mirakel, at det ikke gik meget værre,' lyder det fra statsministeren.

'Anslaget mod nærpolitistationen på Nørrebro er den niende eksplosion, vi har oplevet i København siden februar, og kommer kun få dage efter anslaget mod Skattestyrelsen. Det er alvorligt. Jeg har derfor besluttet at indkalde Regeringens Sikkerhedsudvalg til et møde om sagen. Regeringen vil også på baggrund af denne uges hændelser snarligt give en orientering til Folketingets partier', siger Mette Frederiksen.

Statsministeren tager i pressemeddelelsen kraftig afstand fra gerningen:

'Anslaget mod politistationen er fuldstændigt uacceptabelt og noget, som regeringen tager yderst alvorligt. For politiets ansatte og landets borgere er det afgørende, at vi alle kan føle os trygge, når vi går på arbejde, og når vi bevæger os rundt i vores byer. Derfor har sagen selvfølgelig allerhøjeste prioritet for politiet, der allerede har iværksat en række tryghedsskabende tiltag - herunder har politiet øget deres tilstedeværelse på Nørrebro og etableret en midlertidig mobil politistation.'

Signalement af formodet gerningsmand

Københavns Politi har lørdag formiddag udsendt et signalement af en mand i forbindelse med eksplosionen på Nørrebro.

Politiet skriver i en pressemeddelelse, at der er tale om den formodede gerningsmand.

  • Han beskrives som 15-25 år, 170-180 centimeter høj og almindelig af bygning.
     
  • Han var iført en sort jakke med afstivet skygge på hætten, der var trukket over hovedet.
     
  • Han havde mørke, løstsiddende bukser på med en lomme på højre bukseben, der også havde et lyst mærke på lommen. Hans sko var sorte med sorte såler. Han medbragte en plastikpose med teksten "!Solid".
     
  • Vidnet har set ham løbe mod Sigynsgade og derfra videre mod Skjolds Plads.

Eksplosionen ved politistationen kommer mindre end en uge efter en lignende hændelse ved Skattestyrelsens bygning i Østerbro i København.

Politiet siger lørdag formiddag, at det er for tidligt at sige, om der er en sammenhæng mellem de to eksplosioner, men at det indgår i deres efterforskning.

Særligt udvalg
Regeringens sikkerhedsudvalg er et af regeringens faste udvalg. Det indkaldes ved nationale kriser og akutte trusselssituationer. Ellers mødes det kun lejlighedsvist.

Sikkerhedsudvalget består af statsminister Mette Frederiksen (formand), finansminister Nicolai Wammen, udenrigsminister Jeppe Kofod, justitsminister Nick Hækkerup og forsvarsminister Trine Bramsen.

FAKTA: Magtfuldt udvalg drøfter Danmarks sikkerhed

Statsminister Mette Frederiksen (S) har lørdag varslet, at hun vil indkalde Regeringens Sikkerhedsudvalg til et møde, efter at København er blevet ramt af to eksplosioner på fem dage.

Tirsdag aften blev Skattestyrelsen på Østerbro ramt af en eksplosion, mens en nærpolitistation på Nørrebro natten til lørdag blev ramt af en ny eksplosion.

Her kan du læse mere om sikkerhedsudvalgets opgaver og sammensætning:

  • Regeringens sikkerhedsudvalg blev stiftet i begyndelsen af 1950'erne og er af skiftende regeringer blevet brugt til at drøfte og udveksle oplysninger om de allervigtigste sager af betydning for Danmarks sikkerhed.
     
  • Udvalgets arbejde er omgivet af streng fortrolighed. Derfor bliver der ikke fortalt offentligt om de drøftelser, der er i udvalget, og det er heller ikke muligt at få referater fra møderne.
     
  • Udvalget har fem topministre i den siddende regering som medlemmer.
     
  • Nuværende formand for udvalget er statsminister Mette Frederiksen (S). Øvrige medlemmer er udenrigsminister Jeppe Kofod (S), justitsminister Nick Hækkerup (S), finansminister Nicolai Wammen (S) og forsvarsminister Trine Bramsen (S).
     
  • Derudover deltager chefer fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). PET orienterer blandt andet om det aktuelle trusselsbillede i Danmark.
     
  • Desuden bliver ministrene bistået af deres departementscheferne på møderne.

Kilde: Statsministeriet, Justitsministeriet, PET og FE.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere