Midtby står under vand

Grejs Å er løbet over og flere gader i Vejle midtby står under vand

Grejs Å er søndag løbet over og Vesterbrogade, Staldgaardsgade, Vedelsgade og Tønnesgade i Vejle midtby står under vand. Vandstanden forventes at falde igen fra midnatstid. Det fortæller kommunens højvandsvagt, Paul Landsfeldt, til Vejle Amts Folkeblad.

- Det løber og bliver ved med at løbe endnu, så politiet har spærret området af, så man kan ikke køre i området, siger Paul Landsfeldt.

Sække og pumper
I Kolding er kommunen søndag aften på vej ud med sandsække og pumper, da der er maksimalt pres på Kolding Å, hvor store mængder vand presses ud.

'Vi kører sandsække til Stadionvej og Vestre Ringgade i Kolding. Plovfuren er lukket, og vil også være det mandag morgen,' skriver kommunen på Facebook.

Der har også været store problemer med vand i Billund lufthavn søndag aften, hvor beredskabet fra Trekantområdets Brand pumper vand væk fra parkeringspladser.

Sent søndag væltede et stort træ og spærrede rute 161 Hovedvejen mellem Middelfart og Nørre Aaby ved Nørregaardsvej. Det meddelte Fyns Politi på Twitter klokken 23.30.

Mandag morgen forventes Tarphagebroen mellem Esbjerg og Billum at lukke som følge af forhøjet vandstand i Varde Å.

Og der er varslet forhøjet vandstand på Fanø og i Esbjerg Havn fra klokken fire til 10.30 mandag.