Migranter forklædt som volleyball-hold anholdt

Med volleyballs under armen og falske pas i hånden forsøgte ti mænd at komme til Zürich fra Grækenland

De ti unge mænd var klædt i ens sportsdragter. Foto: Ritzau Scanpix
De ti unge mænd var klædt i ens sportsdragter. Foto: Ritzau Scanpix

Ti unge mænd klædt i ens volleyball-dragter og med to volleyballs under armen er blevet anholdt i Athen lufthavn.

Her forsøgte mændene at boarde et fly til Zürich, da lufthavnspersonalet opdagede forklædningen.

For mændene var ikke en del af et sportshold. I stedet er de migranter, der forsøgte at nå Zürich fra Grækenland.

Det fortæller græsk politi ifølge BBC.

Mændene stammer oprindeligt fra Syrien. De rejste på falske pas og er nu tilbageholdt, oplyser politiet.

Ifølge Greek City Times rejste mændene på falske id-papirer fra Ukraine.

Siden den globale flygtningekrise for alvor gik op for Europa - hvilket i Danmark blev helt tydeligt, da store grupper af flygtninge og migranter vandrede på motorvejen i 2015 - har slagsmålet om, hvem der skal have ansvaret for de mange mennesker, været et af de centrale spørgsmål i europæisk politik.

Overfyldte lejre i Grækenland
For et par år siden var ruten over Det Ægæiske Hav fra Tyrkiet til Grækenland en meget brugt rute for migranter. I 2015 kom flere hundredtusinder migranter over det forholdsvis smalle stræde, hvorefter de begav sig nordpå til EU. Mange havde kurs mod Tyskland og Skandinavien.

Men i 2016 indgik EU og Tyrkiet en aftale, som har standset migrantstrømmen ad denne rute. EU betaler Tyrkiet et stort beløb, mod at Tyrkiet sikrer, at migranterne ikke sejler til Grækenland fra Tyrkiet.

Det lykkes alligevel en del migranter at komme over, men ifølge aftalen skal de sendes tilbage igen, medmindre de er berettigede til asyl.

Procedurerne for at afgøre den enkelte migrants situation på de græske øer i området kan vare i adskillige måneder, hvilket medfører, at lejrene på blandt andet Lesbos er overfyldte.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere