Militærfly med 38 om bord forsvundet

Det chilenske luftvåben har mistet kontakt til et militærfly med 17 besætningsmedlemmer og 21 passagerer

Et militærfly med 38 mennesker om bord er styrtet ned.

Sådan lyder vurderingen fra det chilenske luftvåben i en pressemeddelelse natten til tirsdag dansk tid. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Der er tale om et transportfly af typen Hercules C-130, der mandag klokken 16.55 lokal tid lettede fra den sydchilenske by Punta Arenas.

Kort efter klokken 18 mistede det chilenske luftvåben kontakten til flyet, der havde kurs mod Antarktis.

- Det chilenske luftvåben oplyser, at det efter mere end syv timer uden radiokontakt vurderes, at Hercules C-130-flyet er styrtet ned, lyder det i meddelelsen.

Vraget af flyet er endnu ikke blevet fundet. Og således er der heller ikke kendskab til de ombordværendes tilstand.

Om bord på flyet var 17 besætningsmedlemmer, og 21 er passagerer.

Chiles præsident, Sebastian Piñera, skriver i et tweet, at han og regeringen gør alt, hvad de kan for lokalisere flyet, og at han personligt 'vil overvåge eftersøgningen og assistere med et redningshold'.

Flyet var på vej mod en chilensk militærbase i Antarktis, hvor mandskabet skulle udføre vedligeholdelsesopgaver. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Et redningsmandskab blev aktiveret, da luftvåbnet mistede kontakten til flyet.

Tidligere natten til tirsdag lød meldingen at flyet var savnet. Men den seneste melding er, at det chilenske luftvåben mener, at flyet et styrtet ned.

Sydpolen er centrum af verdensdelen Antarktis, hvor Chile har én permanent militærbase og gør krav på et større landområde.

Punta Arenas ligger nær Magellanstrædet på Chiles sydspids.