Militærmanden og barndomsvennen: Her er de fire terrortiltalte

Sagen mod Omar El-Husseins formodede hjælpere startede torsdag. Ekstra Bladet giver dig her overblikket over de fire tiltalte og deres - ifølge politiet - rolle i sagen

De terrortiltalte - fra venstre: Rabea, Elmi, Abbas og Hossein. (Retstegninger: Jørgen Bitsch)
De terrortiltalte - fra venstre: Rabea, Elmi, Abbas og Hossein. (Retstegninger: Jørgen Bitsch)

Fire mænd fra Mjølnerparken i København hjalp til, da Omar El-Hussein sidste år havde skudt og dræbt filminstruktør Finn Nørgaard og skulle finde et nyt mål for sine terrorhandlinger.

Det mener i hvert fald anklagemyndigheden hos Københavns Politi, som torsdag indledte sagen mod de fire mænd. De nægter sig alle skyldige.

Få overblikket over de fire tiltalte og den rolle, politiet mener de har spillet i terrorangrebet, herunder:

Barndomsvennen

23-årige Ibrahim Abbas er født og opvokset i Danmark og har dansk statsborgerskab. Han har et særdeles godt kendskab til Omar El-Hussein idet de to unge mænd er vokset op sammen i Mjølner Parken på Nørrebro, og indtil Omar El-Husseins død også boede dør om dør i boligområdet.

Under sagens første retsmøde forholdt Ibrahim Abbas sig roligt, men kunne alligevel ikke holde gensynsglæden tilbage, da han tilsyneladende spottede fremmødte venner på salens tilskuerrækker.

Han blev sammen med Bhostan Hossein anholdt 15. februar på netcafeen Powerplay, hvor Omar El-Hussien dagen før brugte sine sidste timer, inden han blev dræbt af politiet. Det er politiets teori, at Ibrahim Abbas har forsynet El-Hussein med en grå hættetrøje i timerne efter terrorangrebet på Krudttønden.

Se også: Inden drabet på Dan Uzan: DF-politiker i Omars søgelys

Den 23-årige erkender at have overdraget trøjen til El-Hussien, men benægter at have kendt til sin kammerats planer.

Han nægter også at have hjulpet Omar El-Hussein med ammunition og den taske, der ifølge politiet blev brugt til at skjule de pistoler, som El-Hussein benyttede under angrebet på Synagogen.

Ibrahim Abbas forsvarsadvokat oplyste i går til retten, at den 23-årige er stærk påvirket af fængslingen i sagen, og derfor ikke med sikkerhed kan afgive forklaring 15. marts, som der ellers er planlagt.

Den 23-årige er udover medvirken til terror også tiltalt for at have været i besiddelse af en mobiltelefon i cellen samt at have fremsat trusler mod personalet under sin varetægtsfængsling i sagen.

 

Håndlangeren

Liban Ahmed Saleban Elmi er sagens yngste med sine 20 år, og han var også den første, der blev anholdt efter terrorangrebene og Omar El-Husseins død. Anklagemyndigheden har på retssagens første dag placeret Liban Elmi sammen med Omar El-Hussein tre gange i løbet af det skæbnesvangre døgn - første i Mjølnerparken efter angrebet på Krudttønden, hvor de to opholder sig i samme opgang.

Senere på aftenen ankom Omar El-Hussein til internetcaféen PowerPlay, hvor Liban Elmi allerede sad - og el-Hussein overtog Elmis computer, som blev brugt til at søge efter næste terrormål, mens Elmi sad ved siden af.

Omar el-Hussein i tre forskellige situationer - de to første under terrorangrebene i København 14.-15. februar sidste år. 112 - 10. mar. 2016 - kl. 11:27 Før terrorangreb: Omar søgte informationer om Krudttønden

Efter angrebet på synagogen i det indre København viser overvågning, at El-Hussein igen mødtes med Elmi og denne gang også tiltalte Ibrahim Abbas på PowerPlay, og de tre snakkede, mens der blev uddelt smil og klap på skulderen. På det tidspunkt havde Omar El-Hussein slået to mennesker ihjel og såret yderligere seks.

Politiet mener desuden, at Liban Elmi var med til at skaffe den militærriffel, Omar El-Hussein brugte ved angrebet på Krudttønden, af vejen.

Elmi og El-Hussein er vokset op sammen i Mjølnerparken i København, hvor de også begge boede, før el-Hussein blev skudt og Elmi fængslet. Den 20-årige er tidligere dømt for indbrud, og har også været involveret i en sag om vidnetrusler og gaderøveri i 2012.

 

Militærmanden

31-årige Mahmoud Rabea er den ældste af de fire terrortiltalte og også den mest åbenmundede. Flere gange gennem sagen - både i går og ved fristforlængelser - har Rabea afbrudt dommer og anklager for at sige sin ærlige mening om de ting, der foregik i retssalen. For eksempel var det ham, der under et retsmøde for cirka en måned siden, råbte af dommeren, at han fortsat havde mobil i fængslet, og at han mente, den var placeret af politiet.

Ifølge anklagemyndigheden skaffede Mahmoud Rabea den skuldertaske, Omar El-Hussein bar under angrebet mod synagogen, hvor Dan Uzan blev dræbt og to betjente såret - og som angiveligt blev brugt til at fragte de to pistoler, som han benyttede under angrebet. Anklagemyndigheden har desuden antydet, at han også supplerede El-Hussein med ammunition.

- Det undrer mig såmænd ikke spor, siger Mogens Camre om at være muligt mål for Omar El-Hussein. Foto: Mogens Flindt. Dansk politik - 10. mar. 2016 - kl. 14:29 Mogens Camre: Jeg regnede med at være Omars terrormål

Selv nægter den 31-årige, der ligesom de andre var bosat i Mjølnerparken, overhovedet at kende Omar El-Hussein.

– Han har aldrig mødt ham, forklarede hans forsvarer Jesper Storm Thygesen og påpegede samtidig at Rabea ikke er troende, og at han er forlovet med en kristen, spansk pige.

Den 31-årige, som blev anholdt 19. marts - mere end en måned efter de andre - er i forvejen kendt af politiet for sin medvirken i en omfattende sag om et våbenlager på Haraldsgade i København. Han har desuden baggrund i det danske forsvar og har været fremtrædende medlem af Brothas.

 

Våbenjongløren

26-årige Bhostan Hossein er ligesom flere af sine medtiltalte vokset op med Omar El-Hussein i Mjølnerparken i København.

Han var hyppig gæst på netcaféen PowerPlay, hvor han - ligesom Ibrahim Abbas - blev anholdt 15. februar. Under anholdelsen opgav Bhostan Hussein sin brors navn, og han blev derfor kort efter løsladt igen. Først mere end en måned senere kunne politiet anholde og fængsle den 26-årige for medvirken til drab og drabsforsøg.

Politiet mener blandt andet, at Hossein var med til at skaffe den militærriffel, som Omar El-Hussein brugte under angrebet på Krudttønden, af vejen. Riflen, en M/95, blev fundet i en sort sæk på et grønt område ved Mjølnerparken kort efter angrebet.

Se også: Nye anklager i terror-sagen: Tiltalt havde tre mobiler på tre måneder

Den 26-årige er ifølge Ekstra Bladets oplysninger fuldgyldigt medlem af bandegrupperingen Brothas og er tidligere straffet for en overtrædelse af våbenloven begået i 2013.

Her blev han dømt sammen med 11 andre bandefolk for et omfattende våbenlager, der var gravet ned på en kirkegård på Københavns Vestegn.

Våbnene skulle ifølge dommen overdrages til bandegrupperingen Værebros Hårde Kerne, som på det tidspunkt lå i konflikt med Loyal To Familia.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere