Milliardær fængslet: Ransager huset

Efter Tom Hagen i går blev varetægtsfængslet, er et stort telt er blevet sat op foran den drabsmistænkte milliardærs hus

Først troede politiet, at Anne-Elisabeth Hagen var blevet bortført, men nu er hendes mand sigtet for drab eller medvirken til drab. Få et overblik over politiets teorier, fra hun forsvandt og til nu. Video: VG

Politiet er i fuld gang med deres efterforskning af den drabsmistænkte Tom Hagen. De har sat et stort telt op foran indgangspartiet til hans hus på Sloraveien Lørenskog i forbindelse med deres undersøgelser af huset.

Det skriver VG.

Ifølge krimekspert Øystein Milli er teltet sat op for at begrænse pressens nysgerrighed.

- Det er mest nærliggende at tænke, at pressen ikke skal kunne se, hvad de bærer ud, og hvilke beviser, der eventuelt sikres, siger Øystein Milli til VG

Foto: Terje Pedersen/Ritzau Scanpix
Foto: Terje Pedersen/Ritzau Scanpix

Politiet har desuden, viser sig det nu, haft foretaget nye undersøgelser af en bil, en Citroën Picasso, som Tom Hagen benyttede i den periode, hvor Anne-Elisabeth Hagen forsvandt. Han solgte bilen i maj 2019, et halvt år efter. Bilens nye ejer vil ikke lade sig interviewe, men bekræfter overfor VG, at politiet har hentet bilen for en måned siden, men at den også er returneret igen.

Overfor Bergens Tidende bekræfter politiadvokat Haris Hrenovica i Øst politidistrikt, at man har haft beslaglagt nogle køretøjer.

- Det drejer sig om biler, som har haft tilknytning til ejendommen, som Anne-Elisabeth Hagen forsvandt fra, siger han.

Vil ikke udelukke flere anholdelser
Anklageren Mathias Hager er tilfreds med, at retten i går gav dem medhold i begæringen om, at Tom Hagen skulle varetægtsfængsles i fire uger.

- Som jeg før har sagt, vil vi ikke udelukke, at der kommer yderligere anholdelser i sagen, siger han.

Det norske politi har tidligere meddelt, at de mener, sagen bærer præg af tydelig, planlagt vildledning, hvilket har været med til at styrken mistanken mod Tom Hagen.

31. oktober 2018 forsvinder Anne-Elisabeth Hagen fra familiens hjem i Lørenskog, der ligger nær Oslo i Norge. Det sidste livstegn gav hun, da hun talte i telefon med sin mand klokken 9.14. Foto: Ritzau Scanpix
31. oktober 2018 forsvinder Anne-Elisabeth Hagen fra familiens hjem i Lørenskog, der ligger nær Oslo i Norge. Det sidste livstegn gav hun, da hun talte i telefon med sin mand klokken 9.14. Foto: Ritzau Scanpix
 

Jagt på medsammensvorne
Den videre efterforskning vil ifølge tidligere politiefterforsker Jørn Lier Horst komme til at dreje sig om jagten på medsammensvorne.

Jørn Lier Horst, som er en af Norges bedst sælgende krimiforfattere, har haft en lang karriere i politiet som efterforsker og efterforskningsleder.

Han har fra sidelinjen fulgt godt med i Tom Hagen-sagen.

- Ud fra det jeg ved om sagen, tænker jeg det er højst usandsynligt, at Tom Hagen skulle stå bag dette helt alene, siger Horst til NRK.

Han understreger dog, at det er alt for tidligt at fastslå, om Tom Hagen skulle være skyldig i drab på Anne-Elisabeth Hagen.

Nægter sig skyldig
Hagens forsvarsadvokat, Svein Holden, siger, den 70-årige rigmand Tom Hagen, som er sigtet for drab eller medvirken på drab på sin hustru, nu kærer varetægtsfængslingen.

Hagen blev i går fængslet i fire uger, hvoraf to uger skal ske i isolation. Dommeren besluttede, at der under varetægtsfængslingen er brev- og besøgsforbud.

- Han er skuffet og overrasket, og kendelsen vil blive kæret, siger Svein Holden.