Millionsvindlere løslades efter mislykkede tilståelser

To mænd erkender deltagelse i kæmpe svindelsag. Anklagemyndigheden er dog fortsat ikke tilfreds

I en ekstremt omfattende sag om svindel for op mod en halv milliard kroner er to mistænktes forsøg på at tilstå gået galt.

I begge tilfælde har anklagemyndigheden ikke ment, at mændenes erkendelser var tilstrækkelige.

Dermed har de angiveligt udsigt til at skulle gennemføre en langstrakt retssag sammen med sagens andre mistænkte, som har nægtet sig skyldige. I Københavns Byret er der afsat 70 retsdage med start 3. december.

De to mislykkede forsøg på at tilstå har dog ikke været forgæves.

Onsdag oplyser specialanklager Maria Cingari, at begge mænd, der er 24 og 51 år, nu er løsladt efter at have været varetægtsfængslet siden 11. oktober.

I det ene tilfælde skyldes løsladelsen, at den 24-åriges forklaring i retten var så detaljeret, at der ikke længere var grund til at holde ham fængslet.

Hvad angår den 51-årige, der stammer fra Litauen, har hans rolle tilsyneladende været så begrænset, at dommeren valgte at slippe ham fri.

- Det skete ud fra et hensyn til proportionalitet - altså hvad man kan forvente, han vil ende med at få i straf, siger specialanklager Maria Cingari.

Sagen om den omfattende svindel tog fart, da politiet efter længere tids efterforskning slog til 10. oktober sidste år.

Flere end 40 adresser blev ransaget, og der blev beslaglagt store værdier, herunder mindst 32 ejendomme.

Dagen efter blev 11 mænd varetægtsfængslet for svindel via en stribe selskaber inden for transport, rengøring og andre områder.

Hidtil har alle nægtet sig skyldige, men for to uger siden valgte den 24-årige som den første at erkende dele af forbrydelsen. Tirsdag fulgte tilståelsessagen mod den 51-årige, men begge gange gik det altså galt.

Den 24-årige er sigtet for at have været involveret i momsfusk for cirka 90 millioner kroner, mens litaueren skal have medvirket til svindel for 127,8 millioner kroner i syv selskaber.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere