Mindreårig anholdt med kokain i Pusher Street

Løsladt efter grundlovsforhør - forklarede, at han holdt hash og kokain for en anden

En 17-årig dreng blev i går anholdt i Christianias Pusher Street med otte gram kokain på sig. Politiet mener, at det skulle sælges.
Arkivfoto: Stine Tisvilde
En 17-årig dreng blev i går anholdt i Christianias Pusher Street med otte gram kokain på sig. Politiet mener, at det skulle sælges. Arkivfoto: Stine Tisvilde

Ved du noget, så tip os på sms/mms 1224 (alm. takst) eller skriv mail til 1224@eb.dk

En 17-årig dreng blev i går ved middagstid anholdt i Pusher Street, og i den unges  besiddelse fandt man både cannabis-produkter og kokain.

Her var der tale om godt otte gram fordelt på 18 salgsposer.

Cannabisprodukterne inkluderede 240 gram hash, 22 gram skunk og 26 færdigrullede joints.

Sidst på formiddagen blev den unge mand 'vendt' i dommervagten for senere at blive fremstillet rigtigt.

Den unge blev anholdt ved 12-tiden, da politiet i går tirsdag gennemførte en aktion rettet mod hashhandlen i Pusher Street. Og her var den unge mistænkt for at være såkaldt løber.

Se også: Omstridt Christianiahegn ryddet igen for 16. gang

Hver hashbod er at betragte som et lille internt hierarki, hvor forskellige personer indtager forskellige roller. Og løberen er personen, der har ansvaret for at løbe væk med 'varerne', når politiet kommer.

Til det formål er disken på hashboderne udstyret med et klæde, der med et snuptag i en strop kan samles til en pose. Og her er det så løberens opgave at spurte afsted med posen.

Løsladt efter grundlovsforhør
Ved grundlovsforhøret, der blev holdt senere, blev den unge løsladt med begrundelse i hans unge alder og fordi, det var første gang, han blev anholdt.

Dertil forklarede han, at hverken hash, kokain, telefon eller lommebog var hans.

Tvært imod, fortalte han ved dagens retsmøde, holdt han stofferne for en anden. Her havde han fået stofferne, en lille lommebog med hvad politiet vurderer var et narkoregnskab samt en mobiltelefon, der indeholdt smse'er, der mere end antydede salg af kokain.

Han ønskede ikke at fortælle, hvem der havde givet ham tingene. Og det begrundede han med hensynet til sin egen sikkerhed.

Se også: Rockerhvalpe får karantæne: AK81 er uønsket på Christiania

Ved retsmødet dokumenterede anklager, Laura Birch, forskellige sms-beskeder, der var i telefonen fundet på den 17-årige.

'Er på staden kom der ind'. 'Er i Solrød'. 'Ringer når jeg vågner'. 'Hvad koster det.' 'To for 1000'. 'Er på staden står ved Fronten (en af hashboderne, red)'.

Sådan lød nogle af sms'erne, der i følge politiets formodning handler om salg af kokain.

Politiet: Kedelig udvikling
Hos politiet har man følgende holdning til, at en person er blevet anholdt med kokain på sig, der vurderes til salg:

- Jeg synes, det er en rigtig kedelig udvikling, at der nu også udbydes kokain i Pusher Street, siger Dannie Rise, chef for Special Operativ Afdeling - der blandt andet inkluderer det tidligere Task Force Pusherstreet.

Han fortæller, at det ikke er første gang, politiet finder kokain i Pusher Street fordelt på salgsposer:

- Tidligere har de fortalt, at det var til internt salg. Men de her sms'er viser jo, at der også kommer folk udefra for at handle kokain.

Her anholdes den 23-årige. Det gik voldsomt for sig, og den pågældende fik blandt andet en blodtud.
Foto: Privatfoto 112 - 1. apr. 2017 - kl. 09:12 Fik blodtud under anholdelse i Pusher Street

Hårde stoffer er ellers bandlyst i Pusher Street og generelt på Christiania, hvor man bryster sig af, at der 'kun' udbydes cannabis-produkter til salg.

- Det er offentligt sted, hvor alle kan komme ind, fortæller Hulda Mader, en af Christianias talsmænd.

- Vi blev kontaktet af politiet i går i forbindelse med sagen, og vi har undersøgt sagen. Der er ingen, der kan nikke genkendende til den person, fortæller hun.

Hulda Mader fortæller samtidig, at 17-årige slet ikke må arbejde i Pusher Street.

- Det må være nogen, der udnytter sagen på det groveste. Det vil vi ikke have. Alle er rystede, fortæller talsmanden.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere