Mindst 20 kvinder befamlet: Formodet 'numsegramser' anholdt

Endnu en mand er anholdt, i forbindelse med at adskillige kvinder i Esbjerg er blevet chikaneret med befamlinger bagi

De sidste par måneder har omkring 20 kvinder i Esbjerg oplevet at blive befamlet af en mand på cykel. Syd- og Sønderjyllands Politi mener nu at have anholdt gerningsmanden.

Det skriver politiet i en pressemeddelse.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog endnu en anmeldelse om blufærdighedskrænkelse onsdag aften klokken 22.41, hvor den nu anholdte mand cyklede op bag en 18-årig kvinde, der gik på fortovet, og greb fat i hende, skriver politiet.

Han blev anholdt kort tid efter, da kvinden kunne give et signalement af ham.

'Mønsteret og beskrivelsen af gerningsmanden har været det samme fra gang til gang: En mand cykler op bag kvinderne i det centrale Esbjerg og befamler dem. I enkelte tilfælde er manden fulgt efter kvinder og har kontaktet dem', skriver politiet i pressemeddelsen.

Tidligere på ugen blev en 32-årig mand anholdt for at have blufærdighedskrænket en kvinde, men politiet mener, at det er den senest anholdte person, der er manden bag de omkring 20 krænkelser.

Manden beskrives som en 28-årig syrisk asylansøger, der bor i Esbjerg-området. Han bliver torsdag fremstillet i grundlovsforhør 13.30.

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere