Mindst 56 dræbt i blodigt fangeoprør i Brasilien

Et fangeoprør mellem rivaliserende narkobander i Brasiliens jungle har kostet over et halvt hundrede livet

Pårørende i venteposition foran fængslet i Manaus, hvor mindst 56 er døde under et fangeoprør. Foto: AP
Pårørende i venteposition foran fængslet i Manaus, hvor mindst 56 er døde under et fangeoprør. Foto: AP

Mindst 56 mennesker er dræbt i forbindelse med et blodigt fangeoprør i et fængsel i byen Manaus i Brasilien.

Det er det voldeligste fængselsoprør i landet i mere end to årtier.

Tidligere lød dødstallet på 60 personer, men det er blevet nedjusteret.

Det oplyser chefen for fængselsvæsnet i Amazonas-delstaten, hvor oprøret fandt sted.

Delstatens sikkerhedschef, Sergio Fontes, siger ifølge nyhedsportalen G1, at flere af de dræbte har fået halsen skåret over, før de er blevet kastet over fængslets murer.

Der er frygt for, at dødstallet vil stige yderligere, efterhånden som myndighederne får overblik over omfanget af oprøret, sagde sikkerhedschefen tidligere på dagen.

Fangeoprøret brød ud natten til søndag lokal tid i Anisio Jobim-fængslet.

Oprøret blev udløst af et slagsmål mellem rivaliserende narkobander i fængslet, der ligger i den brasilianske Amazonas-jungle.

I løbet af oprøret blev 12 fangevogtere og 74 indsatte taget som gidsler, oplyser sikkerhedschefen ifølge det tyske nyhedsbureau dpa. Nogle blev frigivet og andre dræbt.

Mandag lykkedes det sikkerhedsstyrker at få kontrol med situationen, efter at oprøret havde raset i 17 timer.

184 fanger benyttede den kaotiske situation til at stikke af fra fængslet. 40 af dem er blevet fanget igen, oplyser myndighederne mandag.

Internationale menneskerettighedsgrupper har ofte kritiseret forholdene i de brasilianske fængsler.

Det er almindeligt, at der er langt flere indsatte, end fængslerne er bygget til, og der udbryder ofte voldelige fangeoprør.

Anisio Jobim-fængslet huser således 2230 indsatte, selv om det kun er bygget til 590 fanger.

Omkring 622.000 mennesker sad indespærret i Brasiliens fængsler ved udgangen af 2014, viser en rapport fra landets justitsministerium. De fleste af dem er sorte mænd.

Brasilien har det fjerdestørste antal indsatte, viser tallene. Kun USA, Kina og Rusland har flere fængslede.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere