Mindst 60 dræbt i blodigt fangeoprør i Brasilien

Et fangeoprør mellem rivaliserende narkobander i Brasiliens jungle har kostet mindst et halvt hundrede livet

Mindst 60 mennesker er dræbt i forbindelse med et voldeligt fangeoprør i et fængsel i byen Manaus i Brasilien.

Det oplyser chefen for fængselsvæsnet i Amazonas-delstaten, hvor oprøret fandt sted.

- Der er 60 døde indtil videre, siger Pedro Florencio på en pressekonference.

Delstatens sikkerhedschef, Sergio Fontes, siger ifølge nyhedsportalen G1, at flere af de dræbte har fået halsen skåret over.

Der er frygt for, at dødstallet vil stige yderligere, efterhånden som myndighederne får overblik over omfanget af oprøret, sagde sikkerhedschefen tidligere på dagen.

Fangeoprøret brød ud natten til søndag lokal tid i Anisio Jobim-fængslet.

Det blev udløst af et slagsmål mellem rivaliserende narkobander i fængslet, der ligger i den brasilianske Amazonas-jungle.

I løbet af oprøret blev 12 fangevogtere taget som gidsler, oplyser sikkerhedschefen ifølge det tyske nyhedsbureau dpa. De blev frigivet igen mandag.

Mandag lykkedes det sikkerhedsstyrker at få kontrol med situationen, efter at oprøret havde raset i 17 timer.

Et ukendt antal fanger benyttede den kaotiske situation til at stikke af fra fængslet. Myndighederne var mandag i gang med en optælling for at finde ud af, hvor mange der mangler.

Internationale menneskerettighedsgrupper har gentagne gange kritiseret forholdene i de brasilianske fængsler.

Det er almindeligt, at der er langt flere indsatte, end fængslerne er bygget til, og der udbryder ofte voldelige fangeoprør.

Omkring 622.000 mennesker sad indespærret i Brasiliens fængsler ved udgangen af 2014, viser en rapport fra Justitsministeriet. De fleste af dem er sorte mænd.

Brasilien har det fjerdestørste antal indsatte, viser tallene. Kun USA, Kina og Rusland har flere fængslede.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere