Mindst 63 dræbt ved afghansk bryllup

63 er dræbt, og 182 er såret efter et selvmordsangreb ved bryllup lørdag aften, oplyser afghanske myndigheder

Mindst 63 personer er dræbt, efter at en selvmordsbombe lørdag aften eksploderede ved et bryllup i Afghanistans hovedstad, Kabul. Derudover er mindst 182 personer blevet såret ved angrebet.

Det oplyser Afghanistans indenrigsministerium.

Der var omkring 1200 gæster til stede ved brylluppet, da bomben eksploderede, oplyser deltagere i festen.

- Blandt de sårede er både kvinder og børn, fortæller Nasrat Rahimi, der er talsmand for indenrigsministeriet.

Ifølge talsmanden havde en gerningsmand placeret eksplosiver flere steder blandt bryllupsgæsterne.

Ingen har umiddelbart taget skylden for bomben. Taliban afviser at have noget med angrebet at gøre.

Eksplosionen skete i nærheden af en scene med musikanter, hvor "alle de unge, børnene og en masse mennesker var samlet", fortæller et øjenvidne.

- Jeg var sammen med brudgommen i et andet rum, da vi hørte braget. Og så kunne jeg ikke finde nogen. Alle lå på gulvet i salen, siger bryllupsgæsten Ahmad Omi.

De sårede er bragt til et lokalt hospital. Foran hospitalet befinder der sig store grupper af pårørende, hvoraf flere er dækket af blod.

Eksplosionen skete i bygningen Dubai City, der ofte bruges til bryllupper. Den ligger i et område af Kabul, hvor det shiamuslimske mindretal hazarerne bor i større tal.

Sediq Seddiqi, der er talsmand for præsident Ashraf Ghani, fordømmer angrebet i et opslag på Twitter.

- Jeg er forfærdet over nyheden om selvmordsangrebet i en bryllupssal i Kabul. Det er et afskyeligt angreb mod vores folk. Hvordan er det muligt at træne et menneske og så bede ham om at sprænge sig selv i luften ved et bryllup?, skriver han.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere