Mindst 90 dræbt ved bombeeksplosion i Mogadishu

International organisation i Somalia siger, at 90 blev dræbt af bilbombe. Mange ofre var unge studerende

Udbrændte biler efter den voldsomme eksplosion. Foto: FEISAL OMAR/Ritzau Scanpix
Udbrændte biler efter den voldsomme eksplosion. Foto: FEISAL OMAR/Ritzau Scanpix

Mindst 90 er dræbt efter en voldsom eksplosion i den centrale del af Somalias hovedstad, Mogadishu.

Det oplyser en international organisation i byen til Reuters. Det står ikke umiddelbart klart, hvilken organisation der er tale om.

Mange af ofrene for bombeanslaget tidligt lørdag var unge universitetsstuderende.

Den formodede lastbilbombe blev bragt til eksplosion i et område, som var særligt stærkt trafikeret, fordi der ligger en meget besøgt offentlig institution, og fordi der var oprettet en kontrolpost.

Tidligere havde en leder af en ambulancetjeneste sagt, at over 70 blev dræbt.

- Antallet af dræbte er på mindst 76, sagde Abdikadir Aden til Reuters.

Abdikadir Aden er stifter af ambulancetjenesten Aamin.

Antallet af sårede er på mellem 70 og 90.

Artiklen fortsætter under billedet..

Foto: FEISAL OMAR/FEISAL OMAR
Foto: FEISAL OMAR/FEISAL OMAR

- Der er så mange ofre, fordi der var mange busser fyldt med blandt andet studerende, da eksplosionen skete, siger et andet øjenvidne, Muhibo Ahmed, til AFP.

Sakariye Abdukadir, som opholdt sig nær eksplosionsområdet, siger til AFP, at flere af hans bilruder blev ødelagt af trykket fra eksplosionen.

- Det sidste, jeg kunne se, var dræbte ligge spredt omkring mig. Mange var forbrændt til ukendelighed, siger han.

To tyrkiske statsborgere er blandt de dræbte, oplyser politiet.

Mogadishus borgmester, Omar Mohamud Mohamed, siger, at myndighederne endnu ikke har overblik antallet af dræbte og sårede.

Ingen har taget skylden for angrebet.

Artiklen fortsætter under billedet..

Foto: FEISAL OMAR/Ritzau Scanpix
Foto: FEISAL OMAR/Ritzau Scanpix

Mogadishu rystes jævnligt af bilbomber og angreb udført af islamister fra al-Shabaab, som er allieret med al-Qaeda.

Gruppen blev tvunget ud af Somalias hovedstad i 2011, men den kontrollerer fortsat nogle landlige provinser, og den opererer også i nabolandet Kenya.

For to uger siden blev fem mennesker dræbt, da medlemmer af al-Shabaab angreb et hotel i Mogadishu, som er populært blandt politikere, diplomater og officerer fra hæren.

FAKTA: Hvad er al-Shabaab?

Jihadister i al-Shabaab mistænkes for bombeangreb i Mogadishu med mange dræbte og sårede.

Ingen gruppe har endnu taget skylden for et voldsomt bombeangreb i Mogadishu lørdag. Et stort antal mennesker er blevet dræbt og såret.

Mistanken er dog rettet mod jihadister i gruppen al-Shabaab, som er allieret med al-Qaeda.

Herunder fakta om gruppen:

* Somalia, som ligger på Afrikas Horn, har været splittet af konflikter og kaos siden 1991, da krigsherrer fra forskellige klaner styrtede en diktator.

* Den militante, sunni-islamistiske bevægelse i Somalia blev dannet i 2006 på resterne af gruppen De Islamiske Domstole. Den har som målsætning at indføre sharialovgivning.

* Al-Shabaab blev drevet ud af Somalias hovedstad, Mogadishu, af regeringsstyrker i 2011. Den har alligevel jævnligt gennemført blodige angreb i Somalia og i nabolandet Kenya.

* Ideologisk lægger al-Shabaab sig tæt op ad al-Qaeda og blev i februar 2012 officielt netværkets somaliske gren.

* Udenlandske jihadister er rejst til Somalia for at slutte sig til gruppen.

* Al-Shabaab menes at have mellem 5000 og 9000 medlemmer. Den anses for at være en af de mest brutale og nådesløse islamistiske grupper i Afrika.

* I 2013 angreb medlemmer af al-Shabaab et indkøbscenter i Nairobi i Kenya. Her barrikaderede de sig i 80 timer sammen med adskillige gidsler. 67 personer blev dræbt. To år efter udførte gruppen endnu et angreb i Kenya. Næsten 150 mennesker ved et universitet blev skudt og dræbt.

Kilder BBC, Reuters, AFP, Ritzau

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere