Mindst fire personer er dræbt i togulykke i Grækenland

Lokomotiv pløjede ind i hus, da et passagertog lørdag aften forulykkede i det nordlige Grækenland

Mindst fire personer er omkommet og fem andre er kvæstet i en togulykke lørdag aften i Grækenland.

Ulykken skete på strækningen mellem Grækenlands to største byer, Athen og Thessaloniki, oplyser det græske jernbaneselskab Trainose.

Samtlige fem af eksprestogets vogne blev afsporet. Den forreste vogn pløjede ind i et hus. Føreren af toget er blandt de kvæstede ifølge Trainose

Ulykken skete knap 40 kilometer fra byen Adendro i den nordlige del af Grækenland.

På tv-optagelser fra ulykkesstedet ses flere væltede togvogne med knuste vinduer. 70 passagerer rejste med toget.

Årsagen til ulykken kendes endnu ikke, men den kan skyldes for høj hastighed, siger en lokal embedsmand ifølge AFP.

En 24-årig mand, der bor i det hus, som blev ramt, nåede at komme i sikkerhed ved at springe ud fra en balkon, fortæller han.