Minister advarer: To ud af 100 flygtninge er IS-krigere

Islamisk Stat forklæder krigere som flygtninge for at angribe vesten, lyder advarslen til Cameron fra libanesisk minister

(Arkivfoto: AP)
(Arkivfoto: AP)

To ud af 100 flygtninge kan være Islamisk Stat-trænede krigere.

Sådan lød advarslen fra den libanesiske uddannelsesminister Elias Bousaab, som i går mødte den engelske premierminister David Cameron under hans besøg i Libanon. Her sagde Bousaab, at Islamisk Stat sender trænede jihadister 'under cover' for at angribe vesten, og at to ud af 100 flygtninge formentlig er IS-krigere.  Det skriver Daily Mail.

Hvis udsagnet passer, betyder det, at op til 400 af de 20.000, som Storbritanien vil modtage inden 2020, er blevet radikaliserede.

- Det er en meget farlig situation, og verden burde vågne op og gøre noget ved det, lyder opfordringen fra Bousaab.

Se også: International terrorforsker: Naivt at tro, IS ikke vil udnytte situationen

Rekrutterer børn
Ifølge Elias Bousaab vælger Islamisk Stat ofre, herunder børn i flygtningelejre og skoler, som bliver sendt til Europa gennem Tyrkiet og Grækenland.

- Min mavefornemmelse fortæller mig, at sådan en operation finder sted. Selvfølgelig for at komme til Europa og andre steder. Der er nok, lad os sige to procent, der er blevet radikaliseret, siger Elias Bousaab.

- IS stopper ikke ved grænsen ved Libanon, og før vi ved af det, er de i Europa.

Helt almindelige libanesere blev for nylig spurgt på gaden i Beirut, om Inger Støjbergs skræmmeannoncer ville få flygtninge til at droppe Danmark som immigrationsland. Hør, hvad de svarede, her.

Elias Bousaab fortæller, at hans erfaring med flygtninge er, er at de ikke er organiserede nok til at klare rejsen til Europa uden hjælp. Uden mere hjælp til folk i flygtningelejre, vil folk uden håb, arbejde eller uddannelse derfor være nemme for IS at rekruttere.

- Vi snakker om børn, som burde gå i skole. De fleste ved, at hvis man har et barn, som ikke går i skole i to eller tre år, er det meget svært at få barnet tilbage i skolen. Lige nu risikerer vi at ende med at tabe en hel generation.

- Løsningen er at arbejde sammen for at bekæmpe IS, som vokser og knopskyder, siger Elias Bousaab.

Ikke en ukendt trussel
Det er ikke ukendt, at flygtningesituationen kan være en trussel mod Europæiske lande.

I januar talte det amerikanske medie Buzzfeed med en repræsentant for IS, som hævdede, at terrorbevægelsen har smuglet ikke mindre end 4000 jihadister ind i Europa, som er klar til at udføre angreb.

I maj meldte Abdul Basit Haroun, rådgiver for den libyske regering, ud, at han var bekendt med, at Islamisk Stat systematisk har sendt jihadister til Europa gemt mellem nordafrikanske bådflygtninge.

Og i januar bekræftede den norske sikkerhedstjeneste PST, at mellem fem og ti af de 1000 FN-kvoteflygtninge, Norge skulle tage imod, var personer med relation til terrorgrupper, herunder Islamisk Stat og Nusra Fronten, der er en del af Al Qaedas terrornetværk.

Se også: PET: Islamiske krigere kan være kommet til Danmark blandt flygtninge

PET opmærksomme i Danmark
I Danmark har den aktuelle flygtningekrise også skabt bekymring for, om Islamisk Stat vil udnytte situationen til at sende krigere til Europa

Politiets Efterretningstjeneste (PET) bekræfter i den forbindelse, at der kan være islamiske krigere blandt de flygtninge, der kommer til Danmark fra Syrien og Irak. PET nævner ikke specifikt terrorbevægelsen Islamisk Stat, men  i en skriftlig kommentar til Ekstra Bladet lyder det:

- PET er dog opmærksom på, at der blandt flygtninge fra Syrien/Irak kan være personer, der sympatiserer med militant islamisme, og som kan tænkes at agere på opfordringerne i den militant islamistiske propaganda til at rette angreb mod lande, der deltager i den internationale koalition mod IS, herunder Danmark.

- PET er meget opmærksom på de mulige konsekvenser af et stigende antal flygtninge fra konfliktområder til Europa, herunder for trusselsbilledet i Danmark.

Justitsminister Søren Pind (V) vil ikke udelukke, at den store tilstrømning af flygtninge kan svække Danmarks sikkerhed:

- Min holdning er, at hvis Isil (Islamisk Stat, red.) vil plante sig i Danmark, findes der nok kanaler, hvor det kan lade sig gøre. Men vi har et dygtigt efterretningsvæsen, der er dygtig til at løse den form for problemstillinger, siger han.

Se også: Pind: Hvis terrorister vil ind i landet kommer de det

1 af 3 Den engelske premiereminister David Cameron var på en 24-timers rejse for at besøge flygtningelejre i Libanon og Jordan, hvor England har doneret 1 milliard pund (Foto: All Over)
2 af 3 Den engelske premiereminister David Cameron var på en 24-timers rejse for at besøge flygtningelejre i Libanon og Jordan, hvor England har doneret 1 milliard pund (Foto: All Over)
3 af 3 (Arkivfoto: AP)