Mistænkelig brand på skole: 49 elever evakueret

Elever fra 4., 5., og 6. klasse blev evakueret fra skole på grund af kraftig røg

Alle børnene er nu hentet fra Koldby skolen i Thy, efter brandvæsnet måtte evakuere en af skolens bygninger på grund af kraftig røg.

- I alt blev 49 elever og 4 lærer fra 4., 5., og 6. klasse evakueret fra en af skolens bygninger, hvor røgen kom fra, siger Vagtchefen fra Midt- og Vestjyllands Politi, Allan Riis.

Brandvæsnet var på skolen omkring klokken 10 i morges, hvor de hurtigt kunne konstatere, at røgen kom fra udsugningen fra bygningens toilet, hvorfra den havde spredt sig op til taget.

Det viste sig at komme fra papir-beholderen på toilettet, som eleverne bruger til at tørre hænder i.

- Fordi branden er startet i beholderen, ser vi branden som mistænkelig. Men vi ved ikke endnu, hvorfor den er startet, siger Allan Riis til Ekstra Bladet.

To børn blev dårlige
To af skolens børn, en dreng og en pige på 10 år, fortalte, at de havde det dårligt.

Drengen blev undersøgt af ambulancefolkene, som heldigvis kunne afkræfte, at drengen havde fået røgforgiftning.

Den lille pige blev derimod hentet af sin far og blev ikke undersøgt af behandlerne på stedet.

- Heldigvis er der ikke oplysninger om andre tilskadekommende eller andre dårlige børn, siger Vagtchefen.

Alle børn er sendt hjem
Politiet og beredskabsstyrelsen forlod skolen omkring klokken tolv, hvor de sidste elever ligeledes blev hentet.

- Bygningen er nu lukket, og toilettet har fået sodskader fra branden, siger Allan Riis.

Derudover lugter der kraftigt af røg i bygningen, fortæller han.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere