Mistænkelig kuffert var tom

Politiet besluttede at undersøge en mistænkelig kuffert, der blev stillet i butikscenter af en kvinde - kufferten viste sig at være tom

Opdatering klokken 16.45: Bomberyddere har undersøgt den mistænkelige kuffert, som viste sig at være tom. Derfor har man igen åbnet Greve Midtby Center, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi over for Ekstra Bladet. Politiet er nu gået i gang med en efterforskning for at finde frem til kvinden, der stillede den mystiske kuffert.

Greve Midtby Center i Greve uden for København er lørdag eftermiddag delvis afspærret, mens politiet undersøger en mistænkelig kuffert, som en kvinde har efterladt, oplyser vagtchef René Søe Pedersen, Midt- og Vestsjællands Politi.

- Vi kan se på billeder, at en kvinde kommer ind i centret og stiller kufferten, hvorpå hun går igen. Det er ikke en normal adfærd, og derfor har vi besluttet at undersøge kufferten nærmere, siger René Søe Pedersen.

Den del af centret, der ligger omkring kufferten, blev lukket kort før klokken 14 lørdag eftermiddag.

Samtidig rekvirerede politiet sprængstofhunde, der ventes at komme i løbet af kort tid.

Hundene er trænet i at snuse sig frem til sprængstof og bruges i tilfælde af bombealarm til at afgøre, om en mistænkelig kuffert virkelig indeholder sprængstof.

- I 99,9 procent af sagerne viser der sig heldigvis at være tale om falsk alarm, siger vagtchefen.