Mistænkeligt dødsfald

Mand på 52 år fundet død under mystiske omstændigheder i Sønderborg

Syd- og Sønderjyllands Politi har afspærret området omkring ejendommen i Sønderborg, hvor den 52-årige mand blev fundet død under mistænkelige omstændigheder i formiddag. (Foto: Privatfoto)
Syd- og Sønderjyllands Politi har afspærret området omkring ejendommen i Sønderborg, hvor den 52-årige mand blev fundet død under mistænkelige omstændigheder i formiddag. (Foto: Privatfoto)

En 52-årig mand blev i formiddag fundet død i en lejlighed i centrum af Sønderborg. Da det ikke umiddelbart kan udelukkes, at der foreligger en forbrydelse, bliver sagen behandlet som det, der hedder et mistænkeligt dødsfald.

Det betyder, at politiet undersøger og sikrer spor på stedet på samme måde som ved en drabssag.

- Det er meget begrænset, hvad vi ved, og hvad vi dermed kan sige om sagen. Vi ved endnu ikke, om der er tale om sygdom, selvmord eller drab, siger vicepolitiinspektør Bent Thuesen, Syd- og Sønderjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Bent Thuesen kan således heller ikke udtale sig om, hvem der fandt manden og under hvilke omstændigheder det skete.

- Vores grundlag for at sige noget er indtil videre meget tyndt, så I må vente med flere informationer til senere, siger vicepolitiinspektøren.

Ifølge Ekstra Bladets kilde på stedet har politiet afspærret et område omkring en ejendom på Kongevej i Sønderborg. Her afsøger hundepatruljer lige nu udendørs arealet nær ejendommen for eventuelle spor, ligesom teknikere og andre politifolk arbejder inden for i ejendommen.

Politiet fortæller i en pressemeddelelse klokkken 14.52 - cirka tre timer efter fundet af den døde mand - at de ikke umiddelbart har kunnet fastslå, hvordan den 52-årige mand i lejligheden er død. Derfor vil der først foreligge yderligere oplysninger til pressen og dermed offentligheden, når der er sket obduktion.

Resultatet af obduktionen vil tidligst være klart i løbet af onsdag.

Ekstra Bladet følger sagen..

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere