Mistænkes for medicindrab: Datter fik 80 gange normal dosis

En kvinde er blevet varetægtsfængslet sigtet for at overmedicinere sin datter med en dødelig dosis medicin

RETTEN I HILLERØD (Ekstra Bladet): En spinkel kvinde med lyst hår tog i dag plads i retten i Hillerød sigtet for drabet på sin egen datter.

Kvinden mistænkes for at have dræbt sin multihandicappede datter ved at overmedicinere pigen i tiden op til slutningen af januar 2019, hvor hun afgik ved døden.

Ifølge sigtelsen gav kvinden 80 gange den normale dosis af et amerikansk muskelafslapningspræparat kaldet Lioresal til sin datter. Den store mængde medicin var ifølge sigtelsen dødelig, og den 19-årige datter sov ind en tidlig morgen lidt før klokken otte.

Se også: Kvinde mistænkes for medicindrab

Ved grundlovsforhøret nægtede kvinden sig skyldig og oplyste, at hun gerne ville afgive forklaring til retten. Med nedbøjet hoved og hænderne i skødet sad hun og tog flere dybe vejrtrækninger, mens sigtelsen om drab blev læst højt. Udover pressen var to pårørende mødt op på tilhørerpladserne for at overvære retsmødet.

Kort efter valgte sagens dommer at lukke dørene på baggrund af en begæring fra anklager Bente Schnack. Det er derfor uvist, hvad kvinden har forklaret.

Efter ca. en times retsmøde blev kvinden varetægtsfængslet i syv dage.

- Jeg mener, at der er en begrundet mistanke, og det mener jeg ud fra de rapporter, som er blevet fremlagt her i salen, der konstaterer et forhøjet indhold af det stof, som man mener er blevet brugt i sagen, lød det fra dommeren.

I kendelsen kom det frem, at der fortsat mangler at blive afhørt en række vidner. Herunder kvindens søn, som boede på adressen, hvor overdoseringen angiveligt fandt sted.

- Politiet skal have tid til at afhøre de folk, som de mangler i den her sag, og det mener jeg godt, de kan nå på syv dage, sagde dommeren.

Det aktive stof i præparatet Lioresal hedder Baclofen, og det er ifølge sigtelsen dette stof, der har medført medicinforgiftningen. 

Det var længerevarende efterforskning, der i morges tilsyneladende kulminerede i kvindens anholdelse klokken 07.10 onsdag morgen. 

- Den lange efterforskning skyldes, at det er nogle ekstra udfordringer, når det kommer til at fastslå en medicinforgiftning, lød det tidligere i dag fra anklager Bente Schnack.