Mistænkt biltyv i livsfare efter færdselsuheld

En 40-årig mistænkt biltyv er i livsfare efter et færdselsuheld fredag aften

En 40-årig mistænkt biltyv fra Vejle er i livsfare efter en trafikulykke fredag aften ved Holstebro.

Det fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Ifølge politiet stjal manden fredag aften omkring klokken 20.30 en bil på en villavej i Holstebro. Det gjorde han ved at gå ind af en ulåst dør, hvor han fandt nøglerne til bilen.

Efterfølgende skal han have kørt med høj fart, og i forbindelse med en overhaling rammer han en anden bil.

I overhalingen rammer han den anden bils sidespejl, men ingen i den overhalede bil kommer til skade.

Senere - lidt uden for Holstebro - mister han herredømmet over bilen og ender i den modsatte grøft. Efter ulykken meldes han i livsfare.

Ifølge politiet beretter flere vidner, at manden kørte med meget høj hastighed.