Mistænkt for drabet på Madelene: Planlagde dobbeltdrab som 17-årig

Den 33-årige mand, der er anholdt for drabet på 29-årig mor, er tidligere dømt for grove forbrydelser

Den formodede gerningsmand bag drabet på 29-årige Madelene har en dyster fortid. (Privatfoto)
Den formodede gerningsmand bag drabet på 29-årige Madelene har en dyster fortid. (Privatfoto)

Den værste frygt blev til virkelighed for de pårørende til den 29-årige svenske mor til to Madelene, da hendes lig 8. februar blev fundet i en skov nord for Stockholm.

Inden da var gået tre måneder med intens eftersøgning, efter at hun havde været meldt savnet siden 6. november sidste år.

Se også: Medie: Dræbte Madelene blev fundet støbt i beton

Mandag blev to personer anholdt i sagen, hvoraf en 33-årig mand er mistænkt for at stå bag drabet på den unge kvinde. Samtidig er en 30-årig kvinde anholdt for at have bidraget til at skjule den grove forbrydelse.

Den 33-årige mand nægter sig skyldig i anklagerne, men hvis han ender med at blive tiltalt og dømt i sagen, er det langt fra hans første møde med det svenske retssystem.

Det skriver Expressen.

Se også: To anholdt for mordet på Madelene

I det seneste årti har han således en stribe domme for hensynsløs kørsel uden kørekort, grove trafikforseelser og for tyveri.

Psykiatri gav op
Hans fortid fra da han var helt ung skiller sig dog ud på uhyggelig vis.

Retsdokumenter viser, hvordan manden allerede som 17-årig havde en ekstremt voldelig opførsel. Her var han blandt andet dømt for vold mod tjenestemand, idet han havde været voldelig over for personalet på den skole, han gik på.

Børne- og ungdomspsykiatrien forsøgte derfor at lave en udredning om hans psyke, men den måtte afbrydes, fordi han havde været for voldsom under udredningen.

Se også: Svenske Madelene fundet dræbt i skov: Politi finder nyt spor i sagen

De sociale myndigheder besluttede derfor, at han skulle placeres hos en plejefamilie, og her lavede den dengang 17-årige teenager gruopvækkende planer, som han senere blev dømt for.

Barsk plan
Her planlagde han nemlig i detaljer, hvordan han skulle dræbe sine plejeforældre. Expressen har listet de grufulde planer op på punktform:

- Først ville han tage en revolver og tilhørende ammunition ud af husets våbenskab og gemme det i et stuehus.

- Derefter ville han klippe telefonledningen til huset og slå strømmen fra til boligen, efter mørket var faldet på.

- Til sidst ville han få hunden til at gø højt, så manden i huset ville komme ud, hvorefter han ville skyde ham i hovedet. Derefter ville han tømme våbenskabet for våben og dræbe mandens kone.

Teenageren nåede at udføre to af punkterne i planen. Han bevæbnede sig med en revolver og kravlede med en stige op på huset og lyste med en lommelygte mod et soveværelse.

I det mørkelagte rum kunne plejemoderen se, hvad der foregik, men pludselig valgte den 17-årige at afbryde, hvad han havde gang i.

Støbt i beton
Senere blev han idømt halvandet år i et ungdomsfængsel for at planlægge drab og for andre mindre forseelser.

Hvis han ender med at blive dømt i den aktuelle sag, står han dog altså til at blive dømt for langt mere end bare at planlægge et drab, idet han altså er anholdt for drabet 29-årige Madelene.

Og tiltalen imod ham kan ende med at indebære mere end 'bare' et drab. Således kunne svenske medier tirsdag berette, at liget af den 29-årige mor blev fundet indstøbt i en betonklods på en mark midt i skoven. Her havde eftersøgningsgrupper angiveligt gået forbi flere gange, uden at ane den uhyggelige sandhed, der gemte sig i betonklodsen.

Fåmælt politi
Den 30-årige kvinde, der er sigtet for at dække over den 33-åriges formodede forbrydelse, er tidligere dømt for flere tilfælde af tyveri.

Svensk politi har gennem forløbet været meget tilbageholdende med oplysningerne, og de nægter derfor at kommentere oplysningerne om, at den 29-årige blev fundet i en betonklods.

Ifølge politiet har de i de seneste dage været i færd med at afhøre de mistænkte i sagen. Begge nægter sig fortsat skyldige.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere