Mistænkt for ulvedrab vil ikke tale med politiet

Drabet på en vestjysk ulv har fået debatten til at koge. En mand er fortsat sigtet for at have skudt ulven

Politiets efterforskning af et ulvedrab i Vestjylland er afsluttet, og nu skal anklagemyndigheden tygge på, om der skal rejses tiltale mod en 66-årig mand.

Det oplyser politikommissær Poul Østergaard fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet har dog ikke talt med den sigtede siden dagen for selve sigtelsen.

- Han har ikke ønsket at lade sig genafhøre. Han oplyser, at han først vil udtale sig, hvis eller når sagen kommer for retten, siger Poul Østergaard.

Det var 16. april i år, at ulven blev skudt på en mark øst for Ulfborg.

Sagen har fået stor omtale, og den blussede atter op, da DR senere samme måned offentliggjorde en video, der viser nedskydningen af ulven.

På videoen ser man en bil, der holder parkeret på vejen. En ulv løber forbi på marken og bliver ramt af et af de tre skud, der bliver affyret fra bilen.

Poul Østergaard fortæller, at man har ventet på en række erklæringer, inden man kunne færdiggøre efterforskningen.

- Det drejede sig blandt andet om dna-undersøgelser af ulven og erklæringer om det anvendte våben, patronhylstre og fragmenter fra et projektil, som man fandt derude, siger politikommissæren.

På nuværende tidspunkt er det uklart, hvornår anklagemyndigheden er parat til at sige noget om, hvorvidt den 66-årige mand skal tiltales eller ej.

Mest læste
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen