Mistænkt for utallige forbrydelser: Mand anholdt med tre kilo guld

En formodet bankrøver blev onsdag aften anholdt i færd med at begå en ny forbrydelse - og nu venter adskillige sigtelser

En 36-årig mand fra Letland kan se frem til at få en meget plettet straffeattest, hvis han bliver dømt for alle de forbrydelser, politiet mener, han har begået.

Manden blev anholdt onsdag aften efter et indbrud i Kolding, hvor vakse beboere opdagede, at han gemte sig i en have. Da politiet fik fingrene i ham, fandt de tre kilo guld på ham - og det gik hurtigt op for betjentene, at indbruddet i Kolding ikke var mandens første forbrydelse.

Han er også blevet sigtet for et bevæbnet bankrøveri i Vejle 1. april, et røveri i Fona senere samme dag og en lang række indbrud i den Sydøstjyllandske politikreds. På manden fandt politiet fandt blandt andet en paryk, som menes at være blevet brugt under bankrøveriet.

Tre bankrøverier i Nordjylland
Men han har tilsyneladende ikke holdt sig til Sydøstjylland. For også Midt- og Vestjyllands Politi samt Nordjyllands Politi har efterlysninger ude på den 36-årige lette.

I Nordjylland har manden angiveligt begået tre bankrøverier, og her har politiet en dna-profil på manden, så det er her, han senere torsdag vil blive fremstillet i grundlovsforhør.

Den 36-årige mand er tidligere dømt for indbrud og har indrejseforbud i Danmark.

- Det er en virkelig stor tilfredsstillelse, at vi har fanget lige præcis denne gerningsmand, for vi forventer nu at kunne opklare en række af andre kriminelle forhold, som han har på samvittigheden. Så på den måde har vi både opklaret forbrydelser, som er sket – men også sat en stopper for flere forbrydelser fra denne gerningsmand fremadrettet, siger vicepolitiinspektør Frede Nissen fra Sydøstjyllands Politi.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere