Mistænkt for Yousee-angrebet nægter sig skyldig

Den mistænkte i sagen om nedbrud hos Yousee nægter sig skyldig

Tusindvis af danskere rasede, da de ikke kunne se Dronningens nytårstale. (Foto: Nanna Navntoft)
Tusindvis af danskere rasede, da de ikke kunne se Dronningens nytårstale. (Foto: Nanna Navntoft)

Omkring 1,2 millioner danskere kunne ikke tænde for hverken Dronningens nytårstale eller rådhusklokkerne den 31. december på grund af et nedbrud hos Yousee.

En 51-årig mand er siden blevet anholdt og løsladt igen. Manden er dog stadig sigtet, og det er en lang og teknisk besværlig sag, som Københavns Politi i øjeblikket forsøger at opklare. Det fortæller vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen til Ekstra Bladet.

- Vi er i fuld gang med efterforskningen, og den sigtede 51-årige er stadig sigtet, siger Jens Møller Jensen.

Den 51-årige er sigtet for at have overtrådt straffelovens paragraf 193 for omfattende forstyrrelse af driften af fjernsynsanlæg, men han nægter sig skyldig.

Yousee har efterfølgende undskyldt over de de mane kunder. (Foto: Screendump)
Yousee har efterfølgende undskyldt over de de mane kunder. (Foto: Screendump)
 

Løsladt før forhør
I fredags skulle manden have været fremstillet i grundlovsforhør, men Københavns Politi valgte at løslade manden, før han blev fremstillet.

- Vi mistænker stadig manden og sigtelsen er opretholdt. Men vi efterforsker naturligvis bredt, siger vicepolitiinspektøren.

Den 51-årige blev løsladt, da Københavns Politi  modtog yderligere oplysninger i sagen om nedbruddet, fortalte de i en pressemeddelese.

De nye oplysninger, som politiet ikke vil komme nærmere ind på, gjorde, at politiet vurderede, at der ikke var grundlag for at kræve ham varetægtsfængslet.

'Bevidst, skadelig handling'
Koncernchef i TDC, Pernille Erenbjerg fortalte torsdag, at man havde anmeldt sagen til politiet, fordi man betragtede nedbruddet som en 'bevidst, skadelig handling'. Hun ville dog ikke kommentere, hvorfor man mente dette, men i en pressemeddelelse antydede man, at der kunne være tale om en person med nærgående kendskab til Yousee.

- Der er tale om et kompliceret nedbrud, som kræver detaljeret viden om Yousees setup og tv-platform. Vi vurderer på den baggrund, at der er tale om en bevidst skadelig handling.

- Vi har derfor overgivet sagen til politiet, og vi kan dermed ikke kommentere yderligere, sagde Pernille Erenbjerg.

Se også: Yousee-sagen: Derfor undrer forsvarsadvokat sig

Plasteret på såret
Yousee har sendt både undskyldninger og kompensationer ud til kunderne, som blev snydt på årets sidste dag. Onsdag den 4. januar var de klar med 'plasteret på såret.'

- Som et plaster på såret har vi derfor sammensat en filmpakke til jeres medlemmer/beboere, som vi håber, de vil få glæde af. Fra på lørdag og måneden ud får jeres medlemmer/beboere fri adgang til:

  • Filmkanalen Viasat Film Premiere på deres tv. Her kan de se topfilm som Star Wars - The Force Awakens, Zootropolis, The Danish Girl, Klovn Forever, Straight Outta Compton, Flaskepost fra P (fra 22. januar) og mange flere.
  • Fem udvalgte lejefilm, som de kan se på mobil, tablet, pc og tv-boks. Captain Fantastic, The Hateful Eight, Antboy 3, Kvinden i guld og Blood Father.
  • Over 250 populære film fra Viasat, som de kan se på mobil, tablet, pc og tv-boks, når og hvor det passer dem.

Kompensationen har dog delt vandene, og både kunder og eksperter har kritiseret Yousees erstatning.

- Umiddelbart virker det som en fin gave, men det snyder, siger teleekspert John Strand.

- Det lader til, at Yousee har lavet en fed og for alle indbringende aftale med Viasat: Man har aftalt, at nu giver vi kunderne en gratis måneds prøveabonnement på vores produkter, men det er i virkeligheden bare et salgsfremmende initiativ, der skal få folk til at blive hængende, siger John Strand.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra den 51-årige, men hverken han selv, hans hustru eller forsvarsadvokat er vendt tilbage på vores henvendelser.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere