Mistænkte var indenfor PETs radar

Politiets Efterretningstjeneste havde den mistænkte gerningsmand 'indenfor radaren', oplyser politiet

Politiet og PET holdt pressemøde søndag formiddag. Se det her

Klokken 13.00 afholdt Københavns Politi pressemøde, hvor man kom med de seneste oplysninger om skyderierne i København.

På pressemødet oplyste PET, at man kendte den formodede gerningsmand, og at 'han var indenfor radaren'.

Desuden fortalte man, at politiet har fundet et 'langt våben', som formentlig er blevet brugt i forbindelse med angrebet i København.

Fra PETs side er det endnu for tidligt at komme med oplysninger om baggrunden for angrebet, men man afviser ikke, at gerningsmanden muligvis er inspireret af angrebet på i Paris på det franske satiremagasin Charlie Hebdo.

- De angreb vi så i går og her i nat, er et billede af terrortrusslen her i Danmark. Niveauet for terrortrusslen er alvorlig, men der er mulighed for at opjustere det, siger Jens Madsen fra Politiets Efterretningstjeneste på pressemødet.

Han oplyser, at man overvejede at hæve trusselsniveauet yderligere, hvis ikke man havde lokaliseret og skudt den formodede gerningsmand tidligt søndag morgen på ydre Nørrebro.

Flere adresser er interessante for politiet, og man er langt fra færdige med at undersøge sagen.

- Der er en række adresser og lokaliteter vi er opmærksomme på i forbindelse med angrebene, men jeg vil ikke kommer mere ind på det på nuværende tidspunkt, oplyser PET på pressemødet.

Den foreløbige efterforskning har klarlagt en del af den formodede gerningsmands færden i løbet af lørdagen.

Efter angrebet på Krudttønden, hvor manden i første omgang kaprede en VW Polo, som han flygtede i, tog han en taxa til bebyggelsen Mjølnerparken på Ydre Nørrebro i København.

Her ankom han klokken 16.17, og 20 minutter senere forlod han stedet igen. I mellemtiden havde han skiftet tøj. Det nye tøj var han iført, da han omkring klokken et natten til søndag slog til mod synagogen i Krystalgade.

Og da manden blev skudt og dræbt nær Nørrebro Station tidligt søndag morgen, var han iført samme tøj som ved synagogeangrebet.

Efterforskningen fortsætter i den kommende tid. Her skal politiet klarlægge mandens færden op til angrebene, imellem angrebene og efter angrebene nærmere.

Derudover skal en række tekniske undersøgelser gennemføres for endeligt at kunne fastslå, at den formodede gerningsmand faktisk er gerningsmanden.

Af hensyn til efterforskningen vil politiet derfor heller ikke på nuværende tidspunkt sige mere om mandens identitet.

Se Jens Madsen fra Politiets Efterretningstjeneste tale om den formodede gerningsmand

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen