Mistanke: Datter lod som om hun gav førstehjælp til knivmyrdet mor

Alarmcentralen forsøgte forgæves at instruere 15-årig pige i at give hjertemassage til knivdræbt mor i Kvissel-sagen

112-medarbejderen fik indtryk af, at den unge pige forsøgte at yde førstehjælp til sin mor, men undervejs i samtalen gik det op for hende, at pigen slet ikke befandt sig på samme etage som sin mor. (Privatfoto)
112-medarbejderen fik indtryk af, at den unge pige forsøgte at yde førstehjælp til sin mor, men undervejs i samtalen gik det op for hende, at pigen slet ikke befandt sig på samme etage som sin mor. (Privatfoto)

I et 15 minutter langt alarmopkald, som netop er afspillet ved retten i Hjørring, forsøgte en ansat på alarmcentralen at få en 15-årig pige til at yde hjertemassage til den 40-årige Tina Rømer, der var dødeligt såret af knivstik.

Med skælvende stemme fortalte den 15-årige, at hendes mor var kommet til skade.

Retten i Hjørring tog her til morgen hul på drabssagen, hvor teenage-datteren og den 29-årige ven Bakhtiar Mohammed Abdullah er anklaget for i forening at have dræbt moderen med adskillige knivstik i moderens hjem i landsbyen Kvissel, Nordjylland.

I retssagen mod pigen og hendes ven indgår alarmopkaldet den aften i oktober, hvor drabet fandt sted.

En sygeplejerske på alarmcentralen forsøgte i telefonen i en halv snes minutter at instruere teenageren i livreddende førstehjælp. Blandt andet bad hun pigen om at trække sin mor fra sengen ned på gulvet og give hjertemassage.

Hun spurgte flere gange: - Har du gjort det nu?

-Ja, svarede den 15-årige.

Men til slut i samtalen gik det op for 112-medarbejderen, at pigen måske blot lod som om, hun hjalp sin mor.

Der render en hvid mand rundt

- Der render en hvid mand rundt i baghaven, sagde datteren også i løbet af samtalen, mens alarmcentralen sendte en større styrke politi og redningsmandskab mod gerningsstedet.

112-medarbejderen fik indtryk af, at den unge pige forsøgte at yde førstehjælp sin mor, men undervejs i samtalen gik det op for hende, at pigen slet ikke befandt sig på samme etage som sin mor.

Først da en nabo kom til stede i huset, stod det klart, at Tine Rømers liv ikke stod til at redde.

En tegning - fremlagt i retten her i formiddag - over den knivmyrdede mors skader viser, at hun blev stukket næsten tyve gange i overkroppen. Hun blev fundet liggende ind over sin seng.

Bestilte taxa til sin ven
Under anklager Karina Skous fremlæggelse er det kommet frem, at den unge pige bestilte en taxa til vennen, den medtiltalte Bakhtiar Mohammed Abdullah blot et minut inden opkaldet til alarmcentralen.

Den nu 16-årige teenagedatter nægter sig skyldig i drab - det samme gør vennen.