Mistanke om ebola i Malmø

En person på Skåne universitetssjukhus er lige nu indlagt med mistanke om, at vedkommende har fået ebola

Ifølge svenske Aftonbladet har Skåne universitetssjukhus mistanke om, at en person i Malmø er ramt af ebola.

Patienten ankom til sygehuset i går og har symptomer, der kunne tyde på, at personen har ebola.

Samtidig har vedkommende for nyligt befundet sig et område, der er ramt af den frygtede sygdom.

- Der findes bekræftede tilfælde af ebola i et område, som personen har besøgt, siger direktør på infektionsafdelingen på hospitalet Maria Josephson til Aftonbladet.

Fakta om ebola

Her følger en række fakta om ebolavirus:

* Ebola har fået sit navn efter Ebolafloden i Congo, hvor sygdommen blev opdaget første gang i 1976.

* Mennesker smittes af inficerede flagermus ved direkte kontakt. Smitte mellem mennesker foregår ved kontakt med blod eller sekreter.

* Symptomer ses indledningsvis ved høj feber, hovedpine, muskelømhed, mavepine, træthed, diarré, ondt i halsen, udslæt og opkast.

* I løbet af en uge udvikles brystsmerter, chok, blindhed og massiv blødning fra mave-tarmsystemet og andre kropsåbninger.

* Der er en dødelighed på 50 til 90 procent ved ebolavirus.

* Behandlingen foregår symptomatisk ved væsketerapi, ilt og erstatning af blodtab.

* Forebyggelse af smittefare kan ske ved at undgå huler og miner i det centrale Afrika, hvor der er risiko for at støde på flagermus.

* Der anbefales god hygiejne i forbindelse med behandling af patienter med ebolavirus for eksempel ved brug af mundmaske, handsker, kittel, beskyttelsesbriller og engangsudstyr.

* Ebola blussede op i 2014 og ramte hovedsageligt Vestafrika. Selv om de fleste døde var vestafrikanere, var der også vesterlændinge, som blev smittet i forbindelse med rejser til de ramte lande.

* I august 2014 erklærede WHO ebola-epidemien i Vestafrika for en international nødsituation, og i foråret 2015 passerede dødstallet 10.000.

* I januar 2016 blev Vestafrika erklæret ebola-fri.

Kilde: Ritzau

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere