Mistanke om svindel for 29 millioner med hjælpepakker

Antallet af sager om muligt bedrageri vokser hos Bagmandspolitiet. I alt er der beslaglagt 5,5 millioner

Bagmandspolitiet har modtaget 87 anmeldelser om snyd med de hjælpepakker, der ligger under erhvervsminister Simon Kollerup (S). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Bagmandspolitiet har modtaget 87 anmeldelser om snyd med de hjælpepakker, der ligger under erhvervsminister Simon Kollerup (S). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I forbindelse med økonomiske hjælpepakker under coronakrisen er der indtil videre anmeldt svindel for lidt over 29 millioner kroner.

Det oplyser Bagmandspolitiet i en opgørelse, som strækker sig frem til i fredags.

Antallet af anmeldelser til Bagmandspolitiet er nået op på 87. Næsten samtlige kommer fra Erhvervsstyrelsen, oplyses det i en status, som er offentliggjort mandag.

- Langt den overvejende del er mistænkt svindel med lønkompensationsordningen.

- Det er typisk sådan, at en virksomhed angiver, at den har flere ansatte, end den i virkeligheden har eller har haft på noget tidspunkt. Eller at ansatte er blevet ansat med tilbagevirkende kraft, siger chefpolitiinspektør ved bagmandspolitiet Thomas Anderskov Riis.

Samlet dækker de 87 anmeldelser ansøgninger om kompensation for 29,1 millioner kroner. I alt er der beslaglagt for 5,5 millioner kroner.

Det skal ses i lyset af, at der - opgjort mandag i sidste uge - er udbetalt 19.160 millioner kroner under kompensationsordningerne for løn, omsætning for mindre virksomheder, freelancere, faste omkostninger og arrangementer.

- Jeg har ingen holdning til, om 87 anmeldelser er meget eller lidt.

- Kigger man på, hvor mange penge der er udbetalt, så er det ikke overraskende. Som borger og som embedsmand havde jeg en forventning om, at nogen ville forsøge at snyde.

- Men de tal, vi ser, er ikke noget, der skræmmer mig. Og jeg har ikke set mønstre i forbindelse med vores analyser, der tilsiger, at vi skal råbe vagt i gevær, siger Thomas Anderskov Riis.

I enkelte af sagerne er der tidligere sket anholdelse og varetægtsfængsling. Disse tilfælde behandles af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Midt- og Vestsjællands Politi samt Københavns Politi, er det kommet frem.

For eksempel blev en direktør og en daglig leder af et selskab i byggebranchen midt i juni varetægtsfængslet efter et retsmøde i Retten i Nykøbing Falster.

De to beskyldes for svindel ved at udnytte ordningen med lønkompensation for et beløb på cirka 1,7 millioner kroner.

Den er en del af hjælpepakkerne til erhvervslivet i forbindelse med coronakrisen.

Virksomheder kan få betalt en del af lønnen til ansatte, som ellers stod til at blive fyret.

Men det er en betingelse, at de ansatte ikke arbejder, mens det offentlige betaler den ekstraordinære støtte.

Folketinget har i øvrigt vedtaget, at denne type økonomisk kriminalitet skal straffes væsentligt hårdere end andre former for svindel mod de offentlige kasser. Straffen skal være op til fire gange så lang.