Mister helt ny og dyr bil: Taget tre gange uden kørekort

Politiet beslaglægger en bil til 410.000 kroner, da ejeren flere gange har kørt uden kørekort

En ung mand må nu vinke farvel til sin bil, efter at han for tredje gang er blevet taget af politiet i at køre uden det lovpligtige kørekort.

Det skriver politiet på Twitter.

Den 29-årige blev standset lørdag aften ved 19.30-tiden i Struer.

- De kan så se, at han ikke har et gyldigt kørekort. Og der er jo reglerne om, at når man kører uden førerret for tredje gang, så beslaglægger vi bilen, fortæller Jens Claumarch, vagtchef, Midt- og Vestjyllands Politi, til Nordjydske.

- Hans problem er, at han har købt bilen her i marts som spritny. Bilen har kørt omkring 800 kilometer. Og den model, han har købt, starter ved 410.000 kroner for den billigste, uddyber vagtchefen.

Den 29-årige har protesteret over beslaglæggelsen af bilen, og sagen skal derfor indbringes for retten. Hvis dommeren også mener, at der er grundlag for at konfiskere den nye bil, kan den ende med at blive solgt på auktion.