Møn-drab: Elisabeth levede, da hun blev overhældt med benzin

Elisabeth Vibe var bevidstløs, men stadigvæk i live, da hun blev overhældt med brændbar væske på sin ekskærestes landejendom i marts 2019, men det var ikke ilden, der dræbte hende

Her er en video optaget ved gerningsstedet på Møn i forbindelse med politiaktionen søndag 10. marts 2019. Fotograf: Per Rasmussen

Elisabeth Vibe var efter anklagemyndighedens opfattelse kvalt ved omsnøring af halsen, før hun blev overhældt med brændbar væske, og der blev sat ild til hende på ekskærestens landejendom på Møn 10. marts 2019.

Men den 50-årige plejehjemsmedarbejder var bevidstløs og endnu ikke død, da der blev pøset benzin og dieselolie på hende.

Det fastslog, vicestatsobducent Christina Jacobsen fra Retsmedicinsk Instituts retspatologiske afdeling, da hun før middag i Retten i Nykøbing Falster afgav vidneforklaring i den gådefulde drabssag.

Her på landejendommen ved Hårbølle på Møn fandt politifolk 10. marts sidste år Elisabeth Vibes stærkt forbrændte, delvis forkullede lig. I eftermiddag falder der dom i drabssagen. Foto: Per Rasmussen
Her på landejendommen ved Hårbølle på Møn fandt politifolk 10. marts sidste år Elisabeth Vibes stærkt forbrændte, delvis forkullede lig. I eftermiddag falder der dom i drabssagen. Foto: Per Rasmussen
 

I løbet af eftermiddagen falder der dom i drabssagen, hvor den afdøde kvindes nu 59-årige samlever igennem en årrække er tiltalt for drab, usømmelig behandling af lig og for at have spyttet to betjente i ansigterne i forbindelse med sin efterfølgende indlæggelse på Rigshospitalet i København.

Ild er ikke dødsårsagen
Christina Jacobsens retspatologiske undersøgelser af det stærkt forbrændte, delvis forkullede lig viser, at Elisabeth Vibe efter sin død havde spor af dampe med 'komponenter indeholdt i diesel og benzin' i lungerne.

’Det betyder, at hun kortvarigt har indåndet dampe, så man må formode, at hun var i live, da hun blev overhældt med diesel og benzin. Men ingen tegn på, at hun også har indåndet sod, så intet tyder på, at hun var i live, da branden opstod, lød vicestatsobducentens forklaring

Det bør efter anklager Siw Olsens opfattelse også få skærpende betydning for strafudmålingen, hvis den tidligere gårdejer bliver kendt skyldig i drab.

I sin procedure før middag mente hun, at den tiltalte bør have 13 års fængsel, hvis han dømmes for drab og usømmelig omgang med lig.

- Det er formildende, at han ikke tidligere er straffet. Men den brutalitet, der ligger i forbrydelserne, og den omstændighed, at den forurettede var i live, da han hældte de brændbare væsker over hende, er skærpende, lød hendes vurdering.

Skudt i lår og hånd
Siw Olsen finder det bevist, at den tiltalte den forårsdag sidste år kvalte Elisabeth Vibe med et reb eller noget lignende i depression og dyb frustration over, at hun få uger tidligere havde afsluttet parrets turbulente forhold og var flyttet til Nordsjælland.

Herefter forsøgte han efter anklagerens mening at begå selvmord med et knivstik og et strejfskud til panden, før der blev slået alarm og han blev pågrebet i ejendommens soveværelse ved en dramatisk politiaktion, hvor der også blev affyret skud mod den bevæbnede og temmelig oprevne mand.

Drab og usømmelig omgang med lig

Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi's anklageskrift i Møn-drabssagen fastslår, at den nu 59-årige mand er tiltalt for at have kvalt Elisabeth Vibe 'antageligt ved omsnøring af halsen' i tidsrummet mellem klokken 11.50 og 18.25 søndag 10. marts 2019.

Han skal derefter have sat ild til hendes lig ved hjælp af brændbar væske.

Liget blev efterladt forkullet foran en indgangsdør på hans landejendoms gårdsplads. Det har i sig selv udløst en tiltale for usømmelig omgang med lig.

Manden blev efter sin anholdelse tæt på gerningsstedet samme aften indlagt på Rigshospitalets intensiv-afdeling.

Her skal han ifølge anklageskriftet i sagen have spyttet to politibetjente i ansigterne. Det var deres opgave at holde vagt, så den åbenlyst uligevægtige og medicinerede arrestant ikke bragte sig selv eller andre i fare.

Søren Ravn-Nielsen, efterforskningsleder i Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi, oplyste efter drabet, at Elisabeth Vibes eks-kæreste mentalt og fysisk var i en så dårlig tilstand, at det først var muligt at fremstille ham i grundlovsforhør i den efterfølgende weekend.

Han blev ramt af gennemgående skud i det ene lår og venstre hånd.

Anklager Siw Olsen hæfter sig ved, at han til politiets indsatsleder sagde, at han 'havde kvalt hende' og sat ild til huset, at der blev fundet sodpartikler på hans sko og hans dna-spor på en benzindunk og den sækkevogn, han efter hendes mening transporterede Elisabeth Vibes lig ud på gårdspladsen med efter at have kvalt hende.

Tiltalte er ikke psykotisk
Elisabeth Vibe havde desuden ikke nøgler til det aflåste hus, hvor politiet fandt den dræbte kvindes mobiltelefon.

Den tiltaltes forsvarer, Mariann Jørn Hansen, holdt fast i, at hendes klient nægter sig skyldig. Hun argumenterede for, at der er uklart, nøjagtig hvordan og hvor Elisabeth Vibe døde.

- Der bør tvivlen komme min klient til gode, mente forsvareren, som mener, at det - hvis hendes klient kendes skyldig - bør virke formildende, at han på grund af stress, depressioner og en dårlig økonomi var i en følelsesmæssig barsk situation op til ekskærestens død.

Det er under retssagen kommet frem, at den tiltalte lider af en personlighedsforstyrrelse, men han er ifølge mentalundersøgelsen af ham ikke psykotisk og har aldrig før sin anholdelse i drabssagen været indlagt på en psykiatrisk afdeling.

Manden er erklæret egnet til at afsone en almindelig fængselsstraf, hvis han kendes skyldig.

 

Elisabeth Vibe er af sin voksne datter blevet beskrevet som en livsglad kvinde. I Retten i Nykøbing Falster giver den 50-årige kvindes drabstiltalte ekskæreste nu for første gang offentligt sin udlægning af, hvad der skete i dagene og timerne frem mod kunstmaleren og plejehjems-medarbejderens brutale død i marts 2019. Foto: Privatfoto 112 - 13. jan. 2020 - kl. 11:57 Drama efter drab på Elisabeth: Ekskæreste stak og skød sig selv

Den afdøde kunstmaler og plejehjems-medarbejder Elisabeth Vibe. Foto: Privatfoto 112 - 13. jan. 2020 - kl. 15:44 Elisabeths ekskæreste til politimand: 'Jeg har kvalt hende'

Elisabeth Vibe blev ifølge politiets efterforskning dræbt ved kvælning på sin eks-kærestes landejendom på Møn i marts 2019. Nu åbner hendes datter for første gang op for sit syn på moren og den brutale drabssag. Privatfoto Krimi Lig brændt i grum drabssag: Elisabeth kvalt efter brud med kæreste

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere