Mols-Linien dømt for monsterbølge

Rederi og skibsfører idømmes bøder for at have sejlet alt for hurtigt på rute mellem Aarhus og Sjællands Odde

Er det dig, som fik brækket benet af monsterbølgen? Kontakt os på 1224@eb.dk eller SMS/MMS på 1224 (koster alm. takst)

Mols-Linien og en skibsfører er ansvarlige for, at en enorm bølge 24. juli 2014 væltede ind over stranden syd for Sjællands Odde og forårsagede en kvindes benbrud.

Mandag har Retten i Holbæk idømt rederiet og skibsføreren bøder på henholdsvis 30.000 og 7500 kroner.

Skibsføreren er fundet skyldig i ikke at have overholdt betingelserne for rutesejlads, mens rederiet ifølge retten har forsømt at sikre, at sejladstilladelsen blev overholdt.

Til TV Øst har den forurettede kvinde, Marianne Nielsen, tidligere fortalt, at hun opholdt sig på stranden sammen med sin mand, da bølgen pludselig kom væltende.

I vandkanten havde parret en lille træbåd liggende, og da bølgen skyllede over land, tog den båden med sig. Båden styrede direkte ind i knæet på kvinden og forårsagede et alvorligt brud.

Kort forinden havde en af Mols-Liniens hurtigfærger sejlet ind i havnen, og ifølge Marianne Madsen og hendes mand skete det med alt for høj fart.

- Det er der ingen tvivl om, for hvis de sejler normalt og tager hensyn til folk, så plejer der ikke at ske noget, har manden, Jens Nielsen, sagt til TV Øst.

Den iagttagelse støtter Retten i Holbæk, som finder det bevist, at færgen sejlede nærmere land end angivet i vilkårene for sejladstilladelsen.

På samme måde fastslår retten, at færgen "væsentligt oversteg" den tilladte fart på 14 knob. Ifølge anklageskriftet drejede det sig om en hastighed på hele 30,8 knob, men retten tager i sin dom ikke stilling til, om farten var nøjagtig så høj.

For Marianne Madsen medførte hændelsen en operation, et ben i gips og et længere ophold i kørestol.

- Jeg synes, det er bittert, at ens sommerferie skal ende sådan her, fordi der er en kaptajn, der ikke er voksen nok til at sejle og tænke på andre mennesker, sagde hun i 2014 til TV Øst.